Drax forlader Guardians 3, hvis James Gunns manus ryger

En vred Dave Bautista sætter sig imod Disney
Billede
(© Walt Disney Studios)

Disney har som bekendt fyret James Gunn - der har instrueret de to første Guardians of the Galaxy-film – grundet nogle grove jokes han tweetede for 10 år siden. Tweets, han faktisk allerede for år tilbage har undskyldt for.

Siden da har bl.a. filmens cast på Guardians-filmene bakket op om Gunn og vist deres støtte, hvilket vi skrev om her.

Nu går Dave Bautista, der spiller Drax i filmene, noget mere radikalt til værks med nogle nylige udtalelser hos ShortList. Her siger han nemlig bl.a., at han ikke vil lave en kommende Guardians of the Galaxy Vol. 3, hvis Disney vælger at lave den uden Gunns allerede færdigskrevne manuskript:

- Hvor jeg står lige nu er, at hvis (Marvel) ikke bruger det manuskript, så vil jeg bede dem om at frigøre mig fra min kontrakt, skære mig ud eller finde en anden til at spille mig. Jeg ville gøre James en bjørnetjeneste, hvis jeg ikke gjorde det.

Dave Bautista fortsætter.

- Ingen forsvarer hans tweets, men dette var en smædekampagne mod en god mand. Jeg talte med Chris Pratt dagen efter, at det skete, og han er lidt religiøs, så han ville have tid til at bede og finde ud af det, men jeg havde det mere sådan: Fuck this. Det er noget pis. James er et af de venligste, mest anstændige mennesker, jeg har mødt.

Der er ingen udmelding om, hvordan Disney forholder sig til disse udtalelser – eller hvorvidt en tredje film om rumheltene mon er i reel fare for ikke at blive lavet. Vi følger naturligvis sagen her på siden.

'Guardians of the Galaxy Vol 3' afventer premieredato, men forventes i 2020.