Skal vrede Star Wars-fans lige slappe lidt af?

Instruktører går til modangreb…
Billede
(© Walt Disney Company)

Selvom det er mere end halvt år siden, at Rian Johnsons Star Wars: The Last Jedi fløj ind i biograferne, er det stadig en film, der deler vandene og fortsat skaber debat blandt fans af det populære univers. Særligt de mange vrede fans har fyldt på de sociale medier.

Der blev i sin tid bl.a. oprettet en online-underskriftindsamling, der skulle sendes til The Walt Disney Company i håb om, at de ville fjerne ’The Last Jedi’ helt fra rumsagaen. Således var ordene bl.a.:

- Episode VIII er en tragedie. Den ødelægger fuldstændigt Luke Skywalker og jediernes arv. Den ødelægger selve grunden til at de fleste af os fans holder af Star Wars.

At internettet er fyldt med vrede fans og ubehagelige trolls har skuespillerinden Kelly Marie Tran også mærket, da hendes Instagram-profil blev fyldt med både hadske, sexistiske og racistiske kommentarer efter hendes rolle som Rose Tico i 'The Last Jedi'. Mens også både Daisy ’Rey’ Ridley og selveste Mark ’Luke Skywalker’ Hamill har været udsat for internettets vrede.




Det er dog ikke første gang, at medvirkende i Star Wars-franchisen har fået hadet fra vrede fans at mærke. For nylig kunne man nemlig læse, at Ahmed Best, der spiller Jar Jar Binks i prequel-trilogien, nær var drevet til selvmord grundet det had, han modtog efter at have spillet den forhadte karakter.

Guardians of the Galaxy-instruktøren James Gunn tweetede efterfølgende en artikel om historien med Ahmed Best og modtog her svar fra fans, der tweetede, at det ikke var Bests skyld, men derimod George Lucas’ for netop at skrive karakteren Jar Jar Binks i første omgang.

Gunn tweetede dette svar til sine følgere:

- Folk, der reagerer på dette indlæg med svaret, at ”Ja, det var ikke skuespillerens skyld! Det var forfatterens!”, misser pointen. Kritiser den. Had den. Men at spy had og galde på enkeltpersoner, der blot gør deres bedste for at fortælle en historie, selv hvis historien stinker, er lamt. Lad vær med at se den!

Og Gunn fortsatte:

- Star Wars (eller hvilken som helst anden film) er måske vigtig for dig, men den tilhører ikke dig. Hvis dit selvværd afhænger af, hvor god du synes den nuværende Star Wars er, eller at din barndom er ødelagt, fordi du ikke kan lide noget i en film, GÅ I TERAPI.



Gunn er dog ikke den eneste instruktør, der har blandet sig i den nyligt opblussende ’The Last Jedi’-debat. James Mangold - instruktøren af Wolverine-filmen Logan – har nemlig også blandet sig på Twitter.

Mangold nøjes dog ikke med at bede fans om at slappe af, men advarer også imod, at denne fan-vrede kan føre til en fremtid, hvor de mere modige folk dropper at lave disse film:
 
- På nuværende tidspunkt, hvor det at arbejde med, skrive og instruere store franchises er blevet det følelsesmæssigt tyngede modsvar til at skrive et nyt kapitel i Bibelen (…), så vil mange mere modige filmskabere overlade disse film til sløsede folk og bestyrelser.



En tredje instruktør, der er blevet blandet ind i debatten på Twitter, er Christopher McQuarrie, som bl.a. har instrueret Mission: Impossible – Rogue Nation samt den kommende Mission: Impossible – Fallout.

McQuarrie tweeter således, at han på trods af en livslang drøm om at instruere en Star Wars-film aldrig vil gøre dette grundet den betændte og vrede debat, som filmene har affødt.

Hvad siger I? Skal fans af Star Wars – og fans i det hele taget – tage lidt lettere på tingene, hvis der er en film eller karakter, de ikke kan lide?