Nicolas Cage skal spille Spider-Man

Into the Spider-Verse tilføjer dyster edderkop
Billede
(© Ghost Rider / Columbia Pictures)

Nicolas Cage har allerede gjort det som superhelt både i Marvels Ghost Rider og som Big Daddy i Kick-Ass. Han var endda tæt på at blive Superman på et tidspunkt. Men Cage har ikke lagt superkræfterne på hylden endnu.

Den Oscar-vindende skuespiller er nemlig blevet udvalgt som en del af stemme-holdet på den kommende animationsfilm Spider-Man: Into the Spider-Verse. Her er han udset til at spille en alternativ udgave af edderkoppen, kendt som Spider-Man Noir.

'Spider-Man: Into the Spider-Verse' vil introducere et multi-univers, hvor flere udgaver af superhelten eksisterer. Vi ved således allerede, at vi kommer til at opleve Miles Morales (Shameik Moore), Spider-Gwen (Hailee Steinfeld) og ikke mindst Peter Parker (Jake Johnson) i animationsfilmen.

Spider-Man Noir er en noget mørkere udgave af den velkendte edderkoppe-helt, der begår sig i en alternativ dimension under the Great Depression i 1933.

En smule forvirret? Det er vi også. Men vi glæder os til at se, hvordan det hele kommer til at udspille sig. Men vi må nok forvente, at Cages Spider-Man bliver en mindre rolle, da det jo er Miles Morales, som er filmens hovedkarakter.

Cage lægger faktisk stemme til Superman i animationsfilmen 'Teen Titans Go! To the Movie', som dog ikke er planlagt til få dansk biografpremiere.

Spider-Man: Into the Spider-Verse får premiere den 13. december.