Netflix opkøber den stort anlagte junglefilm Mowgli

Junglebogen-filmatisering kommer alligevel ikke i biografen
Billede
(© Warner Bros. / Netflix)

Egentlig var det meningen, at Andy Serkis’ stort anlagte Mowgli skulle have biografpremiere den 19. oktober. Det bliver det dog ikke til, da Netflix har købt filmen af Warner Bros., det skriver Deadline. Således udsendes filmen istedet nu globalt på streamingtjenesten i 2019.

Dog vil filmen muligvis få et kortvarigt liv i nogle biografer, så man kan opleve drengen Mowgli i 3D på et stort lærred - dette bliver dog ikke i Danmark. Uanset hvad, så er der her tale om Netflix’ hidtil største køb af en færdig biograffilm.

Det er heller ikke nogen lille film, da rollelisten bl.a. byder på Christian Bale som panteren Bagheera, Cate Blanchett er slangen Kaa, mens Benedict Cumberbatch giver den som tigeren Shere Khan, videre til Naomie Harris i rollen som ulven Nisha - og så spiller Andy Serkis selv bjørnen Baloo. I rollen som Mowgli finder man Rohan Chand.

Det er dog ikke første gang, at Netflix køber biograffilm til udgivelse på streamingtjenesten. Det har man tidligere set med bl.a. science fiction-filmene Annihilation og 'The Cloverfield Paradox'.

Andre store instruktører har endvidere film på vej direkte til Netflix. Bl.a. Michael Bays ‘6 Underground’, der lander eksklusivt til streaming i 2019, mens også den legendariske instruktør Martin Scorsese laver gangsterfilmen ‘The Irishman’ til Netflix, hvor stjerner som Robert De NiroAl PacinoJoe Pesci og Harvey Keitel således vil indtage platformen til næste år. 

Med andre ord går vi entusiastiske biografgængere glip af, hvad der tyder på at blive tre kæmpe film på det store lærred. Spørgsmålet, der melder sig er derfor, om det er ved at blive en ny tendens, at de store blockbuster film også rykker ind på streamingtjenesterne og væk fra biografmørket?