Yes! Vi kan få Zombieland 2 i 2019
Til næste år fylder gyserkomedie-favoritten Zombieland 10 år. Over det sidste årti har en fortsættelse været diskuteret, og flere gange har vi været tæt på at få den. Efter at have givet op, ser det nu alligevel ud til at det døde projekt er blevet vækket til live igen - og vi kan få 'Zombieland 2' allerede næste år.
Det er manuskriptforfatter-duoen bag den første film, Rhett Reese og Paul Wernick, der sparker liv i rygterne i et interview med Vulture. Parret har skrevet den biografaktuelle Deadpool 2, og det var netop under promoveringen af de nye superheltefilm, at Wernick kom med afsløringen:
- Vi kommer til 10-års jubilæet for 'Zombieland'. 'Zombieland' kom ud i oktober 2009. Vi ved ikke, hvad du giver til én med 10-års jubilæum, men måske er det en 'Zombieland 2'. Håbet er, at vi optager den tidligt i 2019 med en premiere i oktober 2019 - med det originale hold af skuespillere, forresten.
Den første film havde Jesse Eisenberg, Emma Stone, Woody Harrelson og Abigail Breslin i hovedrollerne - et stærkt hold, som vi absolut ikke ville have noget imod at se samlet til en 10-års reuionen.
Det er endnu uklart, hvem der skal instruere, men det forventes, at Ruben Fleischer vender tilbage på posten, som han også selv har udtrykt ønske om flere gange. Til oktober er filmmageren aktuel med superheltefilmen Venom.
Tilbage i 2013 forsøgte man sig med en tv-serie-udgave for Amazon, der dog blev droppet allerede efter pilot-afsnittet.