Spillefilmsdebutant bringer ny charme til dansk film

Interview med Milad Alami om Charmøren
Billede
(© Jason Idris Alami)

Vi har mødt instruktør og manuskriptforfatter Milad Alami, der spillefilmsdebuterer med det danske drama Charmøren den 17. maj. Han er uddannet fra Den Danske Filmskole tilbage i 2011 og har siden da instrueret en række kortfilm, bl.a. ‘Mommy’ fra 2015, som han vandt en Robert for.

’Charmøren’ handler om iranske Esmail, der bor i Danmark, hvor han desperat prøver på at finde sig en dansk kæreste, så han kan blive i landet. Men tiden er ved at løbe ud for ham, så han bliver mere og mere presset. 

Du kan høre hele interviewet i vores nye kino.dk podcast lige her.

Hvad har været den første biografoplevelse, du kan huske?
- En af de første film jeg kan huske – det er måske ikke den bedste - men jeg kan huske, at jeg var cirka fem år gammel, og vi skulle til Sverige fra Iran, hvor vi flygtede gennem Tyrkiet. Og så var det mig, min far, min mor og min lillebror, som gik i biografen. Jeg var helt vildt bange for den film. Jeg havde mareridt i flere år – og så spurgte jeg min far, hvad fanden var det for en film, og det var så den første ’Terminator'.

Hvilke film har du ladet dig inspirere af?
- Det var aldrig sådan, at vi så en film og så tænkte, at det kunne være vildt fedt at lave noget ligesom den. Vi snakkede ret bredt om, hvad er det for typer film, vi er glade for, og det var film, der havde noget liv og en form for energi. Det var vigtigt, at vi lavede den på vores måde. Det var vigtigt, at vi ikke kiggede så meget på andre film, for så kan man også blive blind af det.

Hvordan har du det med at spillefilmsdebutere?
- Det var ret sjovt fordi, jeg gik ud af filmskolen i 2011, og så blev jeg tilbudt at lave nogle forskellige spillefilm, som allerede var skrevet - og for mig var det sådan rent ideologisk vigtigt, at den første film skulle være min egen. Derfor begyndte jeg at eksperimentere med mine tre kortfilm. Så for mig er det ikke et kæmpe skridt at gå fra kortfilm til spillefilm.

Hvad vil du gerne have, at folk får med sig fra din film?
- Jeg håber, at filmen på en eller anden måde stiller masser af spørgsmål. Ideelt set, og hvis jeg er rigtig heldig, så håber jeg, at folks perspektiv åbner sig lidt. Altså, det er en hovedkarakter, vi aldrig ser på film. Det er en person, som vi tit læser om i avisen, men så gider man ikke rigtigt at læse mere om ham, fordi det er så tragisk. Og den her film er jo fokuseret på ham, men er ikke super tragisk - den har også masser af kærlighed.

Charmøren er aktuel i biografen