Marvel bestilte James Bond, men fik The Godfather

Cannes-masterclass med Black Panther-instruktøren
Billede
(© Disney)

Cannes er ikke kun konkurrencefilm og rød løber. Festivalen byder bl.a. også på et filmhistorisk program,  hvor man udover at se klassiske værker tilmed kan komme med til såkaldte Rendez-vous Avec med talenterne.

I år bød et af de sessioner på to timer i selskab med instruktøren Ryan Coogler, der i en alder af 31 fik alles opmærksomhed med sin banebrydende Black Panther.

Coogler gik på scenen sammen med stjerne-filmanmelderen Elvis Mitchell for at snakke løst og fast om sine bare tre film, Fruitvale Station, Creed og superheltefilmen, der, som Mitchell påpegede, alle er film om fædre og sønner.

Et tema Coogler fortalte måske bundede i hans egen opvækst med en far, der faktisk var tilstedeværende, men som stod i skarp kontrast til alle hans venner, der voksede op uden faderfigurer. Et kæmpe problem i den afroamerikanske del af befolkningen, og som derfor også var en naturlig ingrediens i Cooglers film. I ’Fruitvale Station’vokser Oscar op uden en far, i ’Creed’ er Apollo død, og i ’Black Panther’ formes skurken af netop samme afsavn.

Goldmember, Goldfinger, Godfather
Interviewets mest spændende indslag handlede om inspirationen bag ’Black Panther’, der pt. er den niende bedst sælgende film nogensinde med over 1,3 milliarder i indtjening.

Da Coogler fik opgaven af Marvel, havde han kun lavet to film – dog begge succesfulde og anmelderroste. Hans tilgang til opgaven kom fra et helt liv som tegneserie-entusiast og en stor kærlighed til især Black Panther-hæfterne. Men Marvel Studios overraskede Coogler ved det første møde, da de bad ham lave deres version af James Bond.

- Jeg havde slet ikke set sådan på det, men jeg kunne virkelig godt lide tanken, fortalte Coogler, der også er stor fan af 007-franchisen - selvom han så Goldmember før han så Goldfinger.

Så Coogler gik hjem og så Bond-film – favoritten er Casino Royal – men alligevel valgte han at gå en anden vej.

- Vi så en masse Bond-film, men det var i den tidlige research. Da vi først indså, hvilke temaer vi ønskede at udforske, begyndte vi at se andre slags film, afslørede Coogler, der pludseligt indså, at ’Black Panther’ var en forbryderfilm.

- Det store gennembrud kom, da vi forstod, at vi ville lave en film om en fyr, der lever i et hemmeligt land, som ingen kender, han arbejder sammen med sin familie, faderen dør, og han skal overtage en magtfuld position. Vi var sådan ”Oh man, vi skal jo kigge på The Godfather”, lød det fra Coogler, der fortalte, at de først turde snakke om inspirationskilden, efter filmens succes. Det virkede simpelthen for prætentiøst at sige, man ville lave Marvels Godfather.

Ron Frickes dokumentarfilm Baraka, tv-serien ‘Vores planet’, Ciro Guerras Slangens favntag og Abderrahmane Sissakos Timbuktu var alle med til yderligere at inspirere filmens tilgang til Afrika som lokation.

Black Panther er stadig aktuel i de danske biografer. 

PS: Følg os på Instagram og Twitter for opdateringer fra festivalen.