Bare vi kunne se disse film igen for første gang

Selvom der kan være stor fornøjelse i at gense en film, så er der altså noget helt magisk over at se en film for første gang. Men det kan man jo – logisk nok – kun gøre én gang.

Vi har derfor her på kino.dk-kontoret leget med tanken om, hvilke film vi ville ønske, at vi kunne se igen for første gang.

Vi kommer således omkring en del forskellige titler - nye som ældre. Det tæller film som bl.a. David Finchers seriemorderjagt Se7en, videre til Quentin Tarantinos Oscar-vinder Pulp Fiction og den banebrydende science fiction-film The Matrix.

Har du nogle film, som du ville ønske, at du kunne se igen for første gang, så lad os høre om det i kommentarfeltet herunder.



Stine Teglgaard:

Blue Velvet (1986): Jeg så den samtidig med, at 'Twin Peaks' gik på tv, og kombinationen af de to Lynch-værker og satte gang i en livslang besættelse.

Se7en (1995): Jeg glemmer aldrig biografpremieren tilbage i marts 1996, hvor jeg var tilpas uvidende om, hvad der var i vente... Da Keyser Söze pludselig stod der!

Twilight (2008): Fordi jeg blev så vanvittigt forelsket. Intet mindre.



Daniel Bentien:

Ringenes Herre: Eventyret om Ringen (2001): Oplevelsen af episk fantasy er jo stadig uovergået i biografen.

The Matrix (1999): Fordi jeg gerne vil bjergtages af Trinitys 360 graders bullettime spark fra begyndelsen igen.

Mulholland Dr. (2001): Filmen introducerede mig til David Lynch i biografen, og jeg ikke siden har haft en så ”ud-af-kroppen-oplevelse” på det hvide lærred.



Bjarke Friis Kristensen:

Henry: Portrait of a Serial Killer (1986): Fordi jeg gerne vil opleve Michael Rookers foruroligende seriemorderportræt ramme ligeså hårdt, som det gjorde første gang.

Videodrome (1983): David Cronenbergs psykotroniske science fiction-film er ganske vist en film, jeg kan se igen og igen, men intet slår den første gang, hvor dens originalitet og brutalitet gik rent ind.

The Usual Suspects (1995): Det er svært ikke at komme ind på filmens twist-slutning uden at spoiler – men når brikkerne afslutningsvis falder på plads...



Daniel Hartvig:

Pulp Fiction (1994): Tarantinos legende tilgang fik mig til at se filmmediet i et helt nyt perspektiv og inspirerende mig til at dykke ned i filmhistoriens mystiske afkroge.

Superbad (2007): Selvom jeg altid griner, når jeg ser min favoritkomedie – så slår ingenting den første gang. Sjældent har en film ramt mig så hårdt med sin humor og bromance.

Straw Dogs (1971): Filmskaber Sam Peckinpah er altid et interessant selskab – hans film deler vandene, og det provokerende mesterværk ’Straw Dogs’ formåede at trykke på de helt rigtige knapper hos mig. En moralsk granskende oplevelse med en helt særegne gritty stilitisk stil fyldt med slow-motion og ubehag.



Mette Olsen:

Kill Bill Vol. 1 (2003): Første Tarantino-film jeg så, som 13-årig, og var med til at ændre hele min optik på film, og hvad filmmediet egentlig kunne/var for en størrelse.

Sicario (2015): Havde sådan en god biografoplevelse med denne. Alle mine forventninger blev opfyldt og mere!

Garden State (2004): Bare fordi, den er love.



Ditte Christensen:

Get Out (2017): Fordi at jeg ikke havde så store forventninger til den, men blev positivt overrasket flere gange i filmen og sad med en ”wauw”-følelse, da den sluttede.

Moulin Rouge! (2001): Jeg var ikke så gammel, da jeg så den første gang og ikke helt forstod den. Alligevel var jeg kæmpe fan, og det havde været interessant at se, hvad mit indtryk havde været, hvis jeg så den første gang i dag.

The Shape of Water (2017): Jeg blev grebet af stemningen og rørt. Det var umuligt ikke at holde af karaktererne og sidde og spænde i kroppen under flugtscenen.

Har du nogle film, som du ville ønske, at du kunne se igen for første gang, så lad os høre om det i kommentarfeltet herunder.