5 film du skal se i maj

Månedens mest ventede film
Billede
(© 20TH CENTURY FOX)

Kalenderen siger den 1. maj, og nogle af årets mest ventede film har premiere i netop denne sidste forårsmåned. Her kan du se hvilke fem film I ser mest frem til i den kommende tid.

Gennemsnittet er beregnet ud fra, hvor meget kino.dk's brugere glæder sig til en kommende film på en skala fra et til seks. Valgmulighederne findes øverst på hver filmprofil.

Er du enig i vurderingerne? Du kan selv påvirke listen ved at gå ind og afgive eller ændre din stemme.

deadpool2/20TH CENTURY FOX
Superheltefilmen er efterfølgeren til den populære filmatisering af Marvels tegneseriehelt. Den første film, Deadpool, fra 2016 introducerede os for Ryan Reynolds flabede superhelt, og nu er han klar til nye narrestreger og voldsom action, når han tager kampen op mod skurken Cable i skikkelse af Josh Brolin.

Solo: A Stars Wars Story/WALT DISNEY

Historien om Han Solo er den anden film i rækken af Star Wars-spin-offs - forgængeren var Rogue One: A Star Wars Story. Filmen handler om den unge Han Solo på hans første eventyr, hvor han bl.a. møder hans behårede ven Chewbacca og rum-smugleren Lando Calrissian. Det er første gang, at Han Solo bliver portrætteret af en anden skuespiller end Harrison Ford, nemlig af stjernefrøet Alden Ehrenreich.

ISLE OF DOGS/20TH CENTURY FOX
Animationsfilmen foregår i en nær fremtid, hvor hunde er blevet så stor en belastning, at Japans præsident sender hele racen afsted for at bo på en øde skraldeø. Det passer dog ikke en modig 12-årig dreng, der savner sin firbenede ven og drager afsted til øen for at finde ham. Instruktøren Wes Anderson står tidligere bag bl.a. The Grand Budapest Hotel.

TRUTH OR DARE/UIP
Tør du se med? Filmen 'Truth or Dare' handler om college-pigen Olivia, der på en ferie til Mexico med sine venner, lokkes til at sætte gang i et spil 'sandhed eller konsekvens'. Først for sent går det op for Olivia, at det ikke er et harmløst spil, men blodigt alvor, da nogen eller noget begynder at afstraffe dem, som lyver eller ikke vil spille med. 

BLOCKERS/UIP
I komedien forsøger to fædre og en mor at forhindre deres døtre i at have sex til afslutningsballet på deres high school. Men missionen går ikke helt som planlagt, og de tre forældre står overfor en større udfordring end først antaget. Filmen instrueres af kvinden bag Pitch Perfect-filmene, mens bl.a. komikeren Seth Rogen producerer.