"Jeg har altid været fascineret af heltens sidekick"

Som noget nyt på kino.dk, vil vi gerne fremhæve de faste brugere, der er med til at skabe liv på sitet og repræsenterer de mange filmelskere, som vi skriver til hver dag. 

Vi har stillet denne måneds bruger, Julius Kamper, en række spørgsmål om alt fra hans ”guilty pleasures’ til hvilken karakter han ser sig selv som. 

Hvad er din all time favoritfilm?
Min all-time favoritfilm er formentlig første kapitel i Peter Jacksons Ringenes Herre-trilogi, The Fellowship of the Ring. Jeg er ikke engang sikker på, om det er den bedste film af de tre, men der er en uskyldig naivitet og rendyrket kærlighed til Tolkiens mesterligt skildrede univers, der simpelthen suger mig lige meget ind hver gang. Hverdagen i The Shire, de vidunderlige landskaber, Gandalfs visdomsord, Viggo Mortensen som superstar og Howard Shores mesterlige score. Det er uomtvisteligt de bedste fantasyfilm der er lavet, og Jackson, der kom direkte fra B-film, havde masser af erfaring inden for kostumer og proteser at trække fra. Alting får derfor et vanvittig autentisk look, som stadig holder 17 år efter deres udgivelse. Trilogien er en monumental bedrift, der formåede at gøre en døende fantasygenre uhyre relevant igen.

Hvilken film skammer du dig over, at du bare elsker?
Jeg ved ikke, om jeg skammer mig over det, men jeg har en stor kærlighed til B-actionfilm med kolossale ambitioner og minimale budgetter. En flok venner der vil lave den næste Rambo eller Terminator bevæbnet med blot et par kameraer og et par legetøjsgeværer. Den rene kærlighed til film ses meget få steder så stærkt som hos de aspirerende tosser, der render rundt i baghaven. Jeg vil for eksempel gerne fremhæve Len Kabasinskis 'Curse of the Wolf' og 'First of the Vampire'. Filmene er objektivt frygtelige, men optimismen og den mængde sjov der tydeligvis har hersket gennem hele processen, er simpelthen så livsbekræftende og har så meget mere substans og ambition end størstedelen af de tordende blockbusters, der skydes ud nu. 

Har du en favoritgenre? Og hvorfor?
Umiddelbart ville jeg sige science fiction. Det er formentlig den genre, der har mest at sige om den verden, vi lever i i dag, og som kan fremhæve vigtigheden ved de valg, der skal træffes; om det er eksistentielt, filosofisk eller politisk er i og for sig lige meget. Science fiction har også en del af mine yndlingsfilm i sig (2001: A Space Odyssey, Alien, Blade Runner, The Matrix og Her), og jeg er ikke et sekund i tvivl om hvor vigtig en indflydelse, science fiction har på virkeligheden.

Hvilken film forbinder du med din barndom?
Sam Raimis Spider-Man-film, nærmere betegnet de to første, havde begge stor indflydelse på mine lege med min lillebror. Der var altid diskussioner om, hvem der denne gang skulle være Spider-Man i stedet for The Green Goblin, og vi havde mange skønne stunder, hvor vi kastede rundt med figurer efter hinanden. Tobey Maguires Spider-Man var bare det mest inspirerende, jeg kunne forestille mig dengang. Dengang superheltene reddede folk og var inspirerende.

Hvad er din bedste biografoplevelse?
Jeg kan koge det ned til tre forskellige, som alle havde hver deres indtryk på mig. Først Gravity, som er den eneste film, som jeg har set, hvor jeg forstod behovet for 3D. Jeg synes ikke, det er en videre fantastisk film, men der er ingen tvivl om det tekniske mesterværk den er, og at se den i Imperial og føle sig så medrevet var bestemt noget, der gjorde stort indtryk på mig, til trods for den mildest talt middelmådige historie. 

Dernæst One More Time With Feeling - dokumentaren om sangskriveren Nick Cave, der indspiller et album kort tid efter sin teenagesøns død. Filmen er gennemvædet af sorg og fortabthed, men er så smuk, ægte og råt fortalt, at man flere gange sidder med en stor klump i halsen og en knude i maven. Da den var slut, sad alle i biografen i stilhed til et godt stykke tid efter rulleteksterne var forbi. Det var som om, man havde været vidne til en hemmelighed, noget så privat at man ikke anede, hvad man skulle stille op bagefter. 

Til sidst må det være sidste års Blade Runner 2049. Jeg har skrevet og sagt alt for meget om den allerede, men det er sjældent, at blockbuster-sequels formår at leve så meget op til forventningerne, endog overgå dem. '2049' formåede begge dele, og den vil helt sikkert gå over i historien som én af de bedste sequels, der er lavet. Biografturen var ligeledes vanvittig, da fotograf Deakins' fantastiske billeder og Hans Zimmers synth-tunge score bogstaveligt talt bragede publikum tilbage i sæderne.

Hvilken filmkarakter vil du gerne være?
Jeg har altid været fascineret af sidekick'en, der altid var der for filmens egentlige helt. Den personlighed der er villig til at sætte alt til side ikke kun for det fælles bedste, men for personens bedste ven. De smukkeste scener er ofte dem, der skildrer det ægte venskab, som vi alle ønsker i vores liv. Selvfølgelig er det Sam fra 'Lord of the Rings'. Hans viljestyrke, loyalitet og bånd til Frodo skaber nogle af de mest rørende filmøjeblikke, som jeg kan mindes, og disse scener giver mig konsekvent en klump i halsen den dag i dag.

Mest overvurderede film nogensinde?
Her vil jeg bevæge mig ud på dybt vand (no pun intended) og sige Titanic. Bevares, det skal ikke siges, at jeg synes 'Titanic' er en frygtelig film, men der er udover filmens tekniske suverænitet intet at skrive hjem om for mig. Karaktererne Jack og Rose var karikerede, flade og nogle gange direkte tåkrummende dårligt skrevet. Cameron formår at sætte kryds ved alle de ting, der sætter folk i biografsæderne, men der er udover effekter og actionscener meget sjældent nogen substans i hans film, og det synes jeg især gjorde sig klart i 'Titanic', hvor der ikke var en Terminator, en Alien Queen eller en stor blå mand til at distrahere os fra det tynde manuskript, men det i stedet var overladt til Leonardo DiCaprio og Kate Winslets noget flade præstationer. 

Hvilken film er du flov over du ikke har set?
Jeg har hørt ufatteligt mange gode ting om Akira, men jeg har aldrig fået taget mig sammen til at se den. Filmen står endda på min reol, men jeg formår altid at finde en undskyldning for ikke at se den. Jeg skal nok få den set!

Hvad er din stambiograf?
Min stambiograf er nødt til at være Park Bio på Østerbro. Biografen ligger lige over for huset, hvor jeg voksede op, og det er formentlig dér, jeg har set flest film. Biografen er lille, hyggelig, gammeldags og familiedrevet, men har stadig en teknisk filmvisning, der er på niveau med de stærkeste sale i landet. Bor man i Københavnsområdet, skylder man sig selv at besøge Park Bio mindst én gang. Du vil ikke fortryde det.

Hvilke 3 film ser du mest frem til i 2018?
Først og fremmest glæder jeg mig til Wes Andersons Isle of Dogs. Wes Anderson er stadig én af de mest unikke instruktører i gamet, og hans film er altid uhyre godt skrevet, instrueret og spillet. Jeg er også ganske spændt på at se ham vende tilbage til animationsgenren efter en del år.

Dernæst glæder jeg mig til Day of the Soldado, opfølgeren til Denis Villeneuves Sicario. 'Sicario' var én af mine yndlingsthrillere i lang tid, og det ser umiddelbart ud til, at 'Soldado' bevæger sig i en helt anden og overraskende retning end 'Sicario'. Et par bekymringer er dog, at hverken Villeneuve, fotograf Deakins eller Jóhann Jóhannsson (uhyre savnet allerede) vender tilbage. Manusforfatter Taylor Sheridan er dog stadig om bord, og har siden 2015 skrevet et fremragende manuskript hvert år, og jeg ser ingen grund til, at 'Soldado' skulle modbevise det. Forsigtig optimisme herfra.

Apropos forsigtig optimisme må den sidste være Incredibles 2. Jeg er så bange for at den skuffer, men det er svært for mig at se, hvordan den nogensinde kan leve op til den første. The Incredibles er suverænt min yndlingsanimationsfilm og formentlig min yndlingssuperheltefilm i det hele taget. Stemmerne og karaktererne er perfekte og de små familiære konflikter i superheltekonteksten er et intet mindre end genialt påfund.