DiCaprio: Et af de bedste manuskripter Tarantino nogensinde har skrevet

Nyt om Tarantinos nye Once Upon a Time in Hollywood
Billede
(© ROB LATOUR/REX/SHUTTERSTOCK)

Quentin Tarantino og Leonardo DiCaprio dukkede op til Sony Pictures CinemaCon-præsentation, og selvom de ikke har skudt et sekund af deres kommende film Once Upon a Time in Hollywood, så kunne de afsløre flere detaljer om det storslåede projekt.

Instruktøren fortalte, at filmens to mandlige hovedroller, DiCaprio og Brad Pitt vil blive "den mest spændende, dynamiske stjerneduo siden Paul Newman og Robert Redford".

Mens DiCaprio afslørede, at manuskriptet til 'Once Upon a Time in Hollywood' var "et af de mest fantastiske manuskripter som Tarantino nogensinde har skrevet", og det siger alligevel lidt, når manden har stået bag Oscar-vindende manuskripter som Pulp Fiction og Django Unchained.

Selve historien er omgivet af mystik, men vi ved, at den vil udspille sig i 1969, og at Manson-mordene kommer til at indgå. Men filmen vil også handle om omvæltningen i Hollywood, hvor studiosystemet kollapsede i en tid præget af revolutionære tanker, rock-n-roll, stoffer og sex.

- Den udspiller sig på højden af en modkultur-eksplosion. Det finder sted under hippierevolutionen og New Hollywoods storhedstid, udtalte 55-årige Tarantino, og tilføjede yderligere, at den film som 'Once Upon a Time in Hollywood' plot- og stilmæssigt lægger sig tættest op ad, er hans egen Pulp Fiction

DiCaprio og Pitt vil spille henholdsvis tv-skuespilleren, Rick Dalton, og hans stunt double, Cliff Booth, der kæmper for at slå igennem i Hollywood. Mens Margot Robbie vil medvirke som Roman Polanskis gravide kone, Sharon Tate, der blev offer for Manson-kulten.

Once Upon a Time in Hollywood får premiere den 8. august 2019.