Bliver disse 16 film fremtidens klassikere?

Vi kigger i film-spåkuglen
Billede
(© Lionsgate)

Det er svært at spå, især om fremtiden. Men vi på kino.dk gør forsøget alligevel. For hvilke film inden for de seneste 5 år – fra 2013 til og med 2017 - bliver klassikere i fremtiden? Vi giver således vores bud på 16 film, der vil opnå denne status.

Men hvad definerer en klassiker? Det er vel bl.a. film, der kan stå tidens tand, stadig kan ses om 20-50 år og fremstå friske og nærværende. Det ser man bl.a. med eventyret The Wizard of Oz fra 1939 og Alfred Hitchcocks gyser Psycho fra 1960 samt Martin Scorseses Taxi Driver fra 1976, videre til Quentin Tarantinos Pulp Fiction fra 1994.

Herunder vores bud på fremtidens klassikere i kronologisk rækkefølge. Er du enig?

Her (2013)
Joaquin Phoenix, kærlighed og kunstig intelligens er en magisk kombination i Spike Jonzes fremtidsfilm, hvor kvinden i forholdet er byttet ud med en talende telefon. Et smågenialt greb, der på unik vis løfter romancen op på et nyt og tankevækkende niveau i forholdet mellem mand og maskine.


The Conjuring (2013)
Hvis der er noget, som er skræmmende, er det et hjemsøgt hus – og det uanset, om vi skriver 1960, 1990 eller 2013. Instruktør James Wan ødelægger på intens og creepy vis din nattesøvn med denne haunted house-gyser, som allerede i dag har ikoniske scener – så som gemmelegs-scenen… ”klap klap”.


The Hunger Games (2013)
Jennifer Lawrence står som en arketypisk, karismatisk og handlekraftig kvinde, der vil sine egne det bedste i denne dystopiske film, hvor livet sættes på spil i en dødelig leg med livet som indsats. Hun og filmens revolutionære kamp imod diktaturet vil stå relevant, så længe der findes undertrykte mennesker.


Captain America: The Winter Soldier (2014)
Marvel har de sidste 10 år produceret et hav af superheltefilm, og denne står klart stærkest inden for de seneste fem år. En mere alvorlig film, der bl.a. byder på terror-paranoia, broderopgør og desideret hjernevask, i et ellers kulørt univers.


Interstellar (2014)
Christopher Nolans storladne science fiction-epos - der med en nuanceret og nærværende Matthew McConaughey i hovedrollen - lever af sine spændende idéer, eksistentielle tematikker, videre til sin smukke og opfindsomme billedside. Et moderne svar på Kubricks 2001: A Space Odyssey


Boyhood (2014)
Richard Linklaters film handler om tid, men er ikke bundet af tid. Med sin universelle historie om det at være menneske og gå fra at være barn til ung til voksen, står livet lysende klart i dette drama. En bedrift, der bl.a. hænger sammen med, at filmen er optaget over en periode på 12 år. Vildt.


Ex Machina (2014)
En noget så sjældent som en dybt kompleks, dog vanvittigt underholdende, film, der nuanceret sætter kunstig intelligens stævne. Man følger her en ung programmør, der udvælges til et eksperiment hos et halvgalt geni, hvor grænsen mellem menneske og maskine udvaskes.


Star Wars: The Force Awakens (2015)
Instruktør J.J. Abrams genlancerede det populære Star Wars-univers med en blanding af nostalgi og ny friskhed. Ganske enkelt et forrygende og genfødt rumeventyr med den universelle kamp mellem godt og ondt udspillet in a galaxy far, far away. En ny start, der - ligesom sine forgængere - vil vække genklang også om mange år.


Mad Max: Fury Road (2015)
George Miller genoplivede sin egen Mad Max-franchise med en fuldstændig overrumplende actionfilm, der ufortrødent brager afsted igennem et nådesløst ørkenlandskab som en adrenalinpumpende flugt, der ikke kan undgå at gå lige i blodet - også om 100 år. "Og what a day! What a lovely day!"


Sauls søn (2015)
Der er lavet et utal af film om grusomhederne i KZ-lejrene under 2. Verdenskrig. Film, der er ligeså relevante i dag som nogensinde. Det beviser László Nemes med sin rystende og rå film, der på unik og særdeles effektiv vis fortælles fra en fanges point of view. Original, grusom og uafrystelig til enhver tid.


Under sandet (2015)
Efterkrigsfilmen handler om en dansk sergent, der får ansvaret for en gruppe tyske krigsfanger, der skal desarmere to millioner miner, som nazisterne gravede ned under 2. Verdenskrig. En simpel fortælling, der rummer almengyldige temaer som medmenneskelighed samt godt og ondt. Intens og nærværende.


Inside Out (2015)
Pixar er kendt for originale animationsfilm, der ikke er bange for at tage hånd om alvorlige emner, som taler til både børn og voksne. 'Inside Out' ('Inderst inde' på dansk) er ingen undtagelse. For med et opfindsomt setting, der foregår inde i hjernen på vores hovedperson, behandles barndoms-temaet på både sjov, rørende og tankevækkende vis.




Jurassic World (2015)
Dinoer, der æder folk er aldrig en dårlig ting. Det beviser ’Jurassic World’, som går i de store fodspor på Steven Spielbergs milepæl fra 1993. Men vil dette dino-reboot også komme til at stå som en klassiker? Det er ganske muligt med sin medrivende opdatering af Spielbergs første familiegyser. 


La La Land (2016)
Ryan Gosling og Emma Stone charmerer sig hele vejen igennem denne farverige musical om kærlighed og amtition i Hollywood. Evigt gyldige emner, der med musikkens kraft løfter fortællingen om den svære forelskelse op over skyerne. En film, der ikke vil miste hverken sin charme eller ørehængende numre over tid.


Blade Runner 2049 (2017)
Instruktør Denis Villeneuve gjorde det umulige med opfølgeren til Ridley Scotts science fiction-klassiker Blade Runner, nemlig at lave en film med kimen til at blive en klassiker i sin egen ret. Både hvad angår sin overdådige og altomsluttende fremtidsvision samt en evig gyldig behandling af temaet identitet.


Dunkirk (2017)
Christopher Nolans intense krigsthriller handler om tid, men frem for alt krigens rædsler. Her efterlades publikum ikke med meget andet at klynge sig til end krigens ubarmhjertige kaos til vands, i luften og til lands på en desperat strand i 1940. Rå, medrivende og Nolans mest menneskelige film til dato. En Saving Private Ryan for den nye generation?

Vi har sikkert glemt potentielle klassikere, så skriv dem gerne herunder.