5 film du skal se i marts

Månedens mest ventede film
Billede
(© UIP)

Kalenderen siger 1. marts og forår, men vejrudsigten siger noget andet. Kulden og sne indbyder til en biograftur med varm kakao og popcorn og her kan du se hvilke fem film Kino.dk's brugere ser mest frem til i den kommende måned. 

Gennemsnittet er beregnet ud fra, hvor meget brugerne glæder sig til en kommende film på en skala fra et til seks. Valgmulighederne findes øverst på hver filmprofil.

Er du enig i vurderingerne? Du kan selv påvirke listen ved at gå ind og afgive eller ændre din stemme.

1. Pacific Rim: Uprising (90%)
Efterfølgeren til Pacific Rim følger den oprørske og engang lovende Jaeger pilot Jake, hvis far Stacker gav sit liv for at redde menneskeheden i den første film. Jake har opgivet sin træning og lever nu i en kriminel underverden, men da en ustoppelig trussel truer og bringer verden på randen af sammenbrud, får han en ny chance. Star Wars-stjernen John Boyega har hovedrollen.

2. Ready Player One (90%)
I Steven Spielbergs filmatisering af Ernest Clines populære roman følger vi teenageren Wade, der i en nær fremtid bruger det meste af sit liv i en virtuel verden kaldet OASIS. Det samme gør størstedelen af verdens befolkning. Da skaberen af OASIS dør, efterlader han hele sin gigantiske formue inde i spillet - gemt som et såkaldt "Easter Egg". Millioner af brugere deltager i skattejagten. Men ikke alle følger spillets regler.

3. Loving Vincent (89%)
Den biografiske animationsfilm er verdens første 100 procent olie-animerede film. En såret mand vakler ned ad gaden i den lille franske by Auvres. Han holder sine hænder mod et frisk skudsår i maven. Manden er Vincent Van Gogh, som på det tidspunkt var ukendt for omverden, men er i dag en af historiens største kunstnere. Malerens tragiske død er stadig omgærdet af mystik og spekulationer. Hvem var det, der skød? 

4. Hver dag (88%)
Dramaet handler om den 16-årige pige Rhiannon og en mystisk sjæl ved navn A, der bor i en ny krop hver dag. Parret mærker kærligheden mellem dem, men det er ikke let, når man ikke ved, hvad eller hvem den næste dag bringer, og sammen står de overfor deres livs sværeste beslutning.

5. Så længe jeg lever (87%)
Den biografiske fortælling om den danske musiker John Mogensen. Historien følger Mogensen fra hans barndom over det første gennembrud til den hårde rejse mod toppen af de danske hitlister som soloartist. På sidelinjen står hustruen Ruth, og deres tumultariske ægteskab er sangerens eneste holdepunkt. Rasmus Bjerg spiller hovedrollen og synger flere af den folkekære musikers kendte sange som 'Der er noget galt i Danmark' og 'Fut i fejemøget'.