15 film til når du sner inde

Nu hvor Danmark fryser til is
Billede
(© Open Road Films)

Bidende kulde og hvide fnug har henlagt dele af landet i et koldt vinterlandskab. Et ideelt scenarie for at krybe sammen foran en god film. Ikke mindst film, der er dybt begravet i sne.

Vi kigger således på en række titler, der udspiller sig i kulderamte omgivelser, og som således vil gøre sig godt en snefygende dag indenfor i varmen.

Hvilke snefilm er dine favoritter – og hvilke mangler på listen?



The Thing (1982)
I John Carpenters mesterlige isolationsgys ’The Thing’ ligger sneen koldt i det antarktiske landskab, hvor en gruppe amerikanere forskanses på en øde forskningsstation. De bliver her infiltreret af et drabeligt og ukendt væsen, der i den grad gør livet surt for dem. En kold, intens og skræmmende genindspilning.




Fargo (1996)
Coen-brødrenes sorthumoristiske noir-thriller udspiller sig en hvid vinter i 1987, hvor en økonomisk presset bilsælger hyrer to kriminelle til at kidnappe sin kone, så løsepengene kan havne på hans konto. Men alt går galt og pludselig er der lig på bordet i et koldt Fargo, hvor sneen gemmer på hemmeligheder og efterlader blodige spor.




The Grey (2011)
Det er uden tvivl nedtur at styrte ned med et fly. Men at styrte ned med et fly midt i et forfrossent Alaska, hvor du så efterfølgende bliver jagtet af glubske ulve må være dobbelt nedtur. På plussiden overlever du styrtet. Det er i hvert fald den virkelighed, en flok mænd befinder sig i her, hvor en cool Liam Neeson gør sit bedste for at holde sig selv og flokken i live.



Frost
(2013)

”Do you want to build a snowman?” synges det bl.a. i Disneys snefygende vintereventyr, hvor to søskende, Anna og Elsa, bliver splittet fra hinanden. Elsa kommer nemlig ved et uheld til at lægge sit land i evig vinter med sine overnaturlige evner og forskanser sig derfor i et sneslot langt borte. Så nu vil Anna - med bl.a. en sød snemand – forsøge at ophæve den iskolde fortryllelse.




Vinterbrødre
(2017)
Koldt, klægt og kridhvidt. Således folder historien sig ud, hvor man følger en gruppe mænd, der arbejder på et vinterindsvøbt kalkværk et sted i Danmark. En film, hvor miljøet og det golde landskab spiller helt fysisk sammen med den barske fortælling, hvor en magnetisk Elliot Crosset Hove leder an.




Misery
(1990)

Denne klaustrofobiske og Stephen King-filmatiserede thriller udspiller sig i et hus, hvor dynger af sne har isoleret de to medvirkende fra omverdenen. Forfatteren Paul kører nemlig galt under et iltert snevejr og ender forslået hos en kvinde, der vil få ham på højkant igen. Opholdet udvikler sig dog snart til et mareridt for forfatteren, der mere er fange end gæst.



Død sne
(2009)

Det er sjovt, blodigt og over the top. På den gode måde. Kombinationen af et sneklædt Norge og zombie-nazister er nemlig en overraskende vellykket cocktail i denne sorthumoristiske splatter-komedie. En flok unge er på ferie i de norske bjerge, hvor de får deres sag for, da de får uventet besøg af glubske zombie-nazier, der rejser sig fra den kolde jord.



Vi lever
(1993)
Denne barske og iskolde overlevelsesfilm er baseret på den sande historie om et rugbyhold, der styrter ned med et fly i de sneindhyldede Andesbjerge i 1972. Her må de overlevende i den grad tage desperate metoder i brug for at overleve deres umulige situation fanget i de iskolde bjerge langt fra alting.




The Shining
(1980)

Et snedækket landskab gør det svært ikke at tænke på The Overlook Hotel i Stanley Kubricks ’The Shining’. Her ligger sneen nemlig som et klaustrofobisk hvidt tæppe om det isolerede hotel, hvor faderen Jack ender med at jagte sin kone og barn rundt i hotellet gange og videre ud i den ubarmhjertige sne.




Wind River
(2017)
Publikum kommer med denne knugende thriller på en iskold morderjagt i et trøstesløst snelandskab. Et hvidklædt Wyoming danner nemlig bagtæppe for opklaringsarbejdet af et mord i sneen. I front finder man en nyuddannet FBI-agent i skikkelse af Elizabeth Olsen samt den dygtige vildtjæger Cory, spillet af Jeremy Renner, der ved mere om sne end nogen anden.




Cool Runnings
(1993)

En kold sportkomedie om verdens første jamaicanske bobslædehold. Ja, det lyder skørt. Det er det også – på den sjove måde. For mod alle odds drager jamaicanerne fra varmen mod kulden i Canada til Vinter OL for at gå efter guldet. Filmen er utroligt nok løst baseret på en sand historie. Hvem skulle have troet det?




Cliffhanger
(1993)
Sylvester Stallone leder an som bjergbestigeren Gabe Walker, der skal redde en gruppe strandede folk i de sneklædte Rocky Mountains. Alt er dog ikke som det ser ud. De strandede er nemlig ude efter kufferter fyldt med millionvis af dollars, der er blevet væk i de ufremkommelige bjerge – og snart afføder de værdifulde kufferter fjender på kryds og tværs.




The Hateful Eight
(2015)

Quentin Tarantino tager publikum med ind i en intens trykkoger af en træhytte, hvor otte revolver-røvhuller sner inde. Således udspiller det intense kammerspil sig indenfor hyttens fire klaustrofobiske vægge, hvor mistroen blandt de indesneede blot vokser i takt med, at sneen falder.




Snemanden
(2017)
Michael Fassbender indtager hovedrollen som den ensomme agent Harry Hole, der jagter en seriemorder, som efterlader sig snemænd på sine gerningssteder i et iskoldt Norge. Sneen spiller således en central rolle for opklaringsarbejdet og den bestialske motivation bag mordene i denne Jo Nesbø-filmatisering.




Force Majeure
(2014)

Den svenske instruktør Ruben Östlund tager i sit sorthumoristiske drama publikum med til et feriested i de sneklædte franske alper. Her følger man den tragikomiske fortælling om en familie, der efter en lavine har truet med at ødelægge feriestedet, må forsøge at fortsætte ferien. Men under den ellers pæne overflade lurer familie-spliden konstant.