Game of Thrones-skuespiller i dansk krigsfilm

Fra Westeros til Vestfronten
Billede
(© Game of Thrones/HBO)

Til november får Danmarks første film om Første Verdenskrig premiere, og det bliver et romantisk drama med titlen I krig & kærlighed.

Nu afslører selskabet bag produktionen, Fridthjof Film, at de har hyret en skuespiller fra hitserien 'Game of Thrones' til den ene af de tre hovedroller.

Tom Wlaschiha er nok ikke et navn, der siger de fleste så meget, men har man set fantasy-serien, vil man kunne genkende den tyske skuespiller. Han spiller nemlig ”Den ansigtsløse mand”, Jaqen H’ghar, som oplærer Arya Stark i mystisk krigskunst.

Skuespilleren har fået rollen som den tyske officer Gerhard, der finder sammen med danske Kristine og overtager rollen som familiefar, efter hendes mand Esben er draget i krig. Men da Esben flygter fra kampens rædsler, er det blot for - i skjul - at opdage sin familie i tysk selskab.

Sebastian Jessen og Rosalinde Mynster spiller Esben og Kristine, mens Thure Lindhardt, Natalie Maduenõ og Ulrich Thomsen også er på rollelisten.

I krig & kærlighed får premiere den 15. november.