Black Widow skal skrives af en kvinde

Men tør Marvel også hyre en kvindelig instruktør?
Billede
(© Captain America: Winter Soldier / Disney)

Før Wonder Woman for alvor sparkede døren ind for superheltinderne i Hollywood, havde Scarlett Johanssons badass Black Widow leveret det solide benarbejdet i filmene med Captain American, Iron Man og Avengers.

Sidste år bekræftede Marvel-direktør Kevin Feige, at vi med sikkerhed får en solo-film om den russisk spion efter 2019, og nu kan Variety berette, at Marvel Studios har hyret den kvindelige manuskriptforfatter Jac Schaeffer  til at skrive en standalone-film om Black Widow.

Det er dejligt befriende, at Marvel nu for alvor tør gå hele vejen med deres heltinde og endda har hyret en kvindelig filmskaber til positionen, der forhåbentlig blot bringer endnu mere til Black Widows' girlpower - som vi netop så i 'Wonder Woman' i samarbejdet mellem Gal Gadot og instruktør Patty Jenkins.

Scarlett Johanssons forventes at vende tilbage i rollen, og det forlyder sågar, at skuespillerinden har været med i udvælgelsesprocessen af manuskriptforfatteren.

Jac Schaeffer har tidligere både skrevet og instrueret den romantiske sci-fi-komedie 'TiMER', men om hun også skal stå bag kameraet på den kommende Black Widow, vides endnu ikke. Men det virker mere sandsynligt, at Marvel satser på et større navn i branchen - forhåbentlig en kvinde. Et par gode navne kunne være Kathryn Bigelow, Dee Rees, Ava DuVernay  eller måske endda danske Susanne Bier

Den første Marvel-film med en heltinde i hovedrollen bliver Captain Marvel, der får premiere i april 2019. Brie Larson har titelrollen, mens den delvist instrueres af instruktør Anna Boden samt har haft tre kvinder inde over manuskriptet. 

Det bliver ligeledes interessant at se, hvilken retning Schaeffer tager fortællingen om heltinden - tidligere har en oprindelseshistorie om den brutale russiske opvækst været nævnt, men den kunne også udspille sig i den kommende fjerde fase af Marvel univers.

Black Widow kan næste gang opleves i Avengers: Infinity War den 26. april.