11 film får nye premieredatoer i 2018

Sæt nye krydser i kalenderen
Billede
(© Warner Bros.)

2018 er fyldt med spændende film, der er dog en række ændringer i premieredatoerne på en håndfuld af det kommende filmårs titler. Dem finder du herunder, så du kan få sat de rigtige krydser i din biografkalender. 

Filmene er listet i kronologisk rækkefølge, mens du kan trykke på titlerne for at få mere info.

Rampage er rykket til 12. april
Actionfilmen med Dwayne 'The Rock' Johnson i hovedrollen er baseret på arkadespillet af samme navn. Efter et fejlslagent eksperiment plages en storby af en kæmpeabe, -øgle og -ulv.

The 15:17 to Paris er rykket til 19. april
Clint Eastwoods næste film om virkelighedens helte fortæller historien om en gruppe amerikanske soldater, der skal stoppe et terrorangreb på et tog. Flere af hovedrollerne spilles af de rigtige soldater.

Stars Don't Die in Liverpool er rykket til 19. april
Det romantiske drama er baseret på en sand historie og fortæller om en aldrende skuespillerindes forhold til sine nye, unge nabo. Bl.a. Jamie Bell er på rollelisten.

A Polar Year er rykket til 24. maj
Dokumentarfilmen følger en dansk lærer, som tager et nyt job på Grønland, men kæmper med at finde sig til rette i lokalsamfundet. Filmen er nomineret til jury-prisen ved Sundance Film Festival.

Radegund er rykket til 7. juni
Krigsdrama om østrigske Franz Jägerstätter, der nægter at kæmpe for nazisterne under 2. Verdenskrig. Filmen instrueres af Guldpalme-vinderen Terrence Malick. 

Landet af glas er rykket til 19. juli
Dansk fantasyfilm om en dreng, der finder ud af, at der bor elvere i skoven. 

Cold War er rykket til 9. august
Polsk drama instrueret af manden bag den Oscar-vindende film 'Ida'. Plottet er ukendt.

Alpha er rykket til 13. september
Action-drama, som udspiller sig i istiden for 20.000 år siden, hvor en jagtekspedition går galt.

The Children Act er rykket til 27. september
Britisk drama med Emma Thompson og Stanley Tucci. En religiøs dreng nægter at modtage behandling mod sin kræftsygdom, så derfor må retsvæsenet involveres.

Goosebumps 2: Horrorland er rykket til 11. oktober
Jack Black er tilbage som forfatteren R.L. Stine, manden bag de berømte Gåsehud-bøger, hvis monstre pludselig bliver levende.

A Star is Born er rykket til 25. oktober
Romantisk musical med Bradley Cooper både bag og foran kameraet. Baseret på filmklassikeren af samme navn fra 1937 om en håbefuld, ung skuespillerindes kamp for at blive en Hollywood-stjerne. Lady Gaga har den kvindelige hovedrolle.

Se alle kommende film.