Julens film i biografen

Udbuddet mellem jul og nytår
Billede
(© The Greatest Showman / Nordisk Film)

December-måned er også højtid for biograferne med et flot udvalg af film, der tiltaler alle fra de helt unge biografgængere til den modne filmelsker og fra alle genre - science fiction, animation og musical.
Vi kigger nærmere på udvalget af film i julen her: 

Klik på titlen for at læse mere, se spilletider og finde billetter.


Star Wars: The Last Jedi
Fejr julen i en galakse langt, langt borte. Det ottende kapitel i Star Wars-sagaen fortsætter handlingen fra ’The Force Awakens’ fra 2015. Den unge Rey, den tidligere stormtrooper Finn og piloten Poe fortsætter her kampen mod Den Første Orden og den magtsyge arvtager til Darth Vader, Kylo Ren. Samtidig vender Luke Skywalker tilbage for at træne Rey i Jedi-riddernes ædle kunst.

 

Ferdinand
Den kæmpestore tyr Ferdinand fylder godt i landskabet, men hans temperament er blidt som et lams. En dag kommer fem mænd forbi Ferdinands hjemby, som leder efter den største, hurtigste og vredeste tyr til tyrefægtning i Madrid. Da en bi stikker ham, bliver den fredelige tyr ved en fejl udvalgt og transporteret til hovedstaden. Nu må Ferdinand kæmpe for at vende tilbage til sin familie.

 

Jeg er William
Drengen William bor hos sin morbror Nils, der er førtidspensionist og bruger sin hverdag på at købe ting og sælge dem videre til en god pris. Samtidigt skylder han byens gangstere penge, og da de pludselig vil have indløst gælden, bliver William nødt til at træde frem. Men han bliver også drillet af Martin og hans to kumpaner, og det går galt, hver gang han prøver at imponere Viola. William er meget uheldig, men det prøver han stærkt at lave om på. Filmen er baseret Kim Fupz Aakesons børnebog.

 

En frygtelig kvinde
Dansk film der tør vise kvindens absolut værste sider i en kontroversiel komedie set fra mandens perspektiv. Rasmus lever det søde singleliv, indtil han en dag møder Marie, der er sexet, sjov og ukompliceret. Men kort efter de flytter sammen, afslører Marie sig som et besidderisk og manipulerende væsen, der snedigt piller sin kæreste fra hinanden. En kastration mange mænd vil kunne genkende.

 

Jumanji: Welcome to the Jungle
Da fire teenagere finder et gammelt videospil og sætter det i gang, bliver de suget ind i Jumanjis jungle, hvor de forvandles til hver deres spilkarakter, der er alt andet end, hvad de er i det virkelige liv. De finder hurtigt ud af, at spillet ikke kun er for sjov. Det handler om overlevelse, og for at komme hjem igen, må de gennemføre det komplicerede spil. Men junglen gemmer på mange og store farer fra flodheste og slanger til en mystisk forbandelse.  På rollelisten er bl.a. Dawyne Johnson, Kevin Hart og Jack Black.

 

The Greatest Showman
Hugh Jackman genoptager sin musikalske succes fra ’Les Misérables’ med en ny musical - denne gang med originale sange skrevet af holdet bag ’La La Land’. Jackman spiller den visionære P.T. Barnum, der ændrede underholdningsbranchen ved at gøre cirkuskunsten til en forretning og opfandt det såkaldte showmanship. Han var desuden grundlæggeren af det berømte omrejsende cirkus Ringling Bros. og Barnum & Bailey Circus.

 

Wonder Wheel
Woody Allen står bag det romantisk drama med Kate Winslet og Justin Timberlake, der foregår i New York på Coney Islands promenade i 1950’erne. Den midaldrende karruseloperatør Humptys fortabte datter vender hjem med mafiaen lige i hælene, og snart er alt kaos i det lille hjem. Ikke mindst fordi Humptys oversete hustru Ginny kaster sig ud i en affære med en ung livredder for at finde en sidste rest af passion i tilværelsen. 

 

Neruda
Den populære og kontroversielle digter, Pablo Neruda, går i opposition med den siddende præsident Gabriel González Videla i Chile i 1948. Årsagen skal findes i den brutale lovgivning mod kommunister, og Neruda er en af ideologiens mest kendte ansigter - og derved et let offer. Digteren går i skjul, og i spidsen for den følgende eftersøgning står politiinspektøren Oscar Peluchonneau, der på samme tid beundres og frastødes af Nerudas ekstraordinære person. Lavet af instruktøren bag bl.a. Jackie.