Ian McKellen er ikke færdig med Gandalf

Skuespilleren om den kommende tv-serie
Billede
(© New Line Cinema)

Amazon er som bekendt på vej med den mest ventede tv-begivenhed siden 'Game of Thrones', nemlig en serie, der bygger på Tolkiens Ringenes Herre-bøger.

Nu udtaler skuespilleren Ian McKellen i et interview på BBC Radio 2, at han bestemt ikke er afvisende over for at gentage sin ikoniske rolle som troldmanden Gandalf.

- Jeg har ikke sagt ja, men kun fordi ingen har spurgt mig, udtaler McKellen, der samtidig slog fast, at eftersom Gandalf-karakteren er over 7.000 år, er han ikke selv for gammel til rollen.

Læs også: 5 potentielle Tolkien-film.

Tv-serien er allerede bekræftet til at skulle løbe over flere sæsoner, men det eneste der er vides pt., er at handlingen vil fokusere på ikke allerede filmatiseret materiale.

Dermed bliver der ikke tale om en genindspilning af Peter Jacksons elskede trilogi eller Hobbitten-filmene, men nærmere en udvidelse af universet, der enten kan benytte de 1137 sider, som Jackson udelod, eller skildre begivenhederne mellem 'Hobbitten' og 'Ringenes Herre' - en periode, hvor Gandalf i den grad er aktuel!

Om McKellen vitterligt skal genbesøge Midgård, får vi at se. Han er dog så uerstattelig, at vi ikke tør håbe på andet.

Hvem, der skal stå bag og foran kameraerne, når Ringenes Herre-serien produceres, er ikke på plads, ej heller en premieredato.