Bør man fjerne The Last Jedi fra Star Wars-sagaen?

Lad os diskutere Episode VIII - med SPOILERS!
Billede
(© Walt Disney Pictures)

Bemærk at denne nyhed indeholder SPOILERS!

Har du set Star Wars: The Last Jedi endnu? Hvis ja, så vil du formentlig have en mening om filmen. Det samme har en SW-fan ved navn Henry Walsh.

Walsh har oprettet en online-underskriftindsamling på change.org, der skal sendes til The Walt Disney Company i håb om, at de vil fjerne ’The Last Jedi’ helt fra rumsagaen.

- Episode VIII er en tragedie. Den ødelægger fuldstændigt Luke Skywalker og jediernes arv. Den ødelægger selve grunden til at de fleste af os fans holder af Star Wars, skriver Walsh derinde.

Pt. har 29.694 personer skrevet under, hvilket måske overrasker mange, da ’The Last Jedi’ er en af de bedst anmeldte episoder i serien. Men kigger man på Rotten Tomatoes kan man ligeledes se, at fans og anmeldere ikke er enige.

De professionelle anmeldere lander således på 93%, mens brugernes dom ligger på 55%.

Her på kino.dk giver brugerne filmen et stjernesnit på 5,1, der er højere end anmeldernes 4,8. Nede i de skrevne anmeldelser kan man dog finde et mere delt publikum, der smider alt fra 2 til 6 stjerner.

Vi på redaktionen er bestemt ikke enige i kritikken. Herinde hersker der begejstring for Rian Johnsons leg med de velkendte karakterers etiske ståsteder. Mørket sniger sig ind - selv de lyseste steder - hvilket synes at være en naturlig videreudvikling af jediernes evige interne kamp.

Men hvad siger du? Føler du, at Luke Skywalker er uigenkendelig, har mistet sin integritet og sat jediernes arv på spil?

Star Wars: The Last Jedi er aktuel i de danske biografer.