Kevin Spacey klippet helt ud af ny film

Sexskandalens nyeste følgevirkning
Billede
(© All the Money in the World/Sony Pictures)

Nedturen for skuespilleren Kevin Spacey vil umiddelbart ingen ende tage. Senest skriver Deadline, at Sony og instruktøren Ridley Scott har valgt at klippe ham ud af den kommende film, All the Money in the World.

Filmselskabets beslutning kommer, efter Kevin Spacey er blevet beskyldt for at forgribe sig på en 14-årig dreng, dengang han selv var i 20erne.

Den Oscar-vindende skuespiller var ellers et af trækplastrene i filmen, idet han iført tung makeup skulle portrættere rigmanden J. Paul Getty, og mange havde forventet en oplagt nominering til Spacey.

Veteranen Christopher Plummer er i sidste øjeblik blevet hentet ind for at erstatte House of Cards-stjernen, og Sony forventer utroligt nok at kunne holde den amerikanske premiere i december trods udskiftningen.

Filmen, der handler om kidnapningen af Gettys barnebarn, har også Mark Wahlberg og Michelle Williams på rollelisten, og de to er blevet indkaldt til nye optagelser sammen med Plummer.

All the Money in the World får dansk premiere den 21. januar.