Hollywood renser ud efter talrige sex-anklager

Opdateret: Tidligere overgreb kommer frem i lyset
Billede
(© House of Cards/Netflix)

Opdateret:
Siden i går er instruktør og producer Brett Ratner blevet anklaget af seks kvinder - deriblandt Olivia Munn og Natasha Henstridge - for at have tvunget Henstridge til oralsex og rørt sig selv foran Munn.

Samtidig er en gammel sag fra 1985 om Dustin Hoffman kommet frem i lyset. Denne omhandler upassende seksuelle tilnærmelser overfor en blot 17-årig under optagelserne til 'Death of a Salesman'.

__________________________

I kølevandet på Harvey Weinstein-skandalen er Hollywood for alvor begyndt at sætte fokus på seksuelle overgreb, som tidligere er blevet vendt et blindt øje til.

Weinstein er blevet smidt ud af både sit eget selskab, The Weinstein Company, og The Acadamy of Motion Picture Arts and Sciences, som bestemmer hvem Oscar-statuetterne går til. Dette betyder, at han har fået frataget al sin tidligere indflydelse i Hollywood.

Det er ikke kun Weinstein, der har udnyttet sin magtposition, flere historier om folk i filmbranden begynder nemlig at komme frem – og denne gang får deres handlinger konsekvenser.

Den 30. oktober skrev Buzzfeed News nyheden om, at Kevin Spacey angiveligt i 1986 gjorde seksuelle tilnærmelser mod den dengang 14-årige Rent-skuespiller Anthony Rapp. Spacey var 26.

Rapp fortæller, at Spacey inviterede ham til en fest i sin lejlighed i New York. Den unge skuespiller var den eneste på sin alder, så han tilbragte det meste af festen med at se fjernsyn i soveværelset.

Senere på aftenen kom en beruset Spacey ind på soveværelset, og det gik op for Rapp, at alle andre var gået. Rapp påstår, at Spacey løftede ham, som en brudgom løfter sin brud, lagde ham ned på sengen og lagde sig ovenpå ham.

Kevin Spacey adresserede anklagen på Twitter og fortalte, at han ikke kan huske episoden, men at han undskylder dybt, hvis det faktisk skete.

Han brugte desuden anledningen til at springe ud som homoseksuel, hvilket han har modtaget stor kritik for, siden de to situationer ikke hænger sammen.

De internationale Emmy-statuetter bliver uddelt den 20. november, og her skulle Spacey have modtaget en hæderspris for sit arbejde på fjernsyn. Efter anklagerne har det internationale Emmy-akademi dog trukket denne tilbage.

Netflix har også besluttet at stoppe produktionen af den sidste sæson af 'House of Cards', mens sagen bliver undersøgt.

Casey Affleck blev i 2010 anklaget for seksuelle overgreb mod to kvinder, der arbejdede med ham på filmen 'I’m Still Here'. Kvinderne påstod blandt andet, at Affleck havde kravlet i seng med den ene, mens hun sov, og at han tvang den anden kvinde til at dele et hotelværelse med ham.

På trods af anklagerne fortsatte Affleck sin succesfulde karriere i Hollywood og modtog en Oscar for sin præstation i Manchester by the Sea tidligere i år.

Nu appellerer instruktøren Cameron Bossert Filmakademiet til at udelukke Affleck fra næste års Oscar-uddeling, hvor det ellers er meningen, at han skal uddele en pris. Bosserts underskriftindsamling har på nuværende tidspunkt lige under 11.400 underskrifter.

Også Entourage-skuespilleren Jeremy Piven er blevet anklaget for seksuelt overgreb på sin tidligere kollega Ariane Bellamar. Hun skriver på Twitter, at Piven trængte hende op i en krog og tog på hende. Piven har fornægtet alle anklagerne. 

Der kommer flere og flere anklager frem i lyset om seksuelle overgreb og krænkelser i Hollywood, og endelig ser det ud til, at det ikke længere vil blive tolereret.