Gigantisk Disney-film aflyst

Ny animationsfilm bliver ikke til noget
Billede
(© Walt Disney Pictures)

Walt Disney Pictures har stoppet produktionen af animationsfilmen 'Gigantic'. Det skriver The Hollywood Reporter.

'Gigantic' blev præsenteret ved et D23-event i 2015 og skulle oprindeligt have haft premiere i 2018. Senere blev datoen rykket til 2020, og nu er projektet således blevet helt aflyst.

Disney-produktionen så ellers rigtig interessant ud. To på flugt-instruktøren Nathan Greno og Inderst inde-medforfatteren Meg LeFaure skulle have instrueret filmen, der var en ny fortolkning af 'Jack og bønnestagen'.

Ideen var, at en spansk eventyrer skulle møde en 11-årig pige oppe i skyerne. Det særlige er, at hun er 18 meter høj og bor i et land befolket af kæmper.

Planen for Disney er stadig at udsende en eventyrfilm omkring Thanksgiving i 2020, men det er tilbage til tegnebordet for det hæderkronede selskab.

- Når vi påbegynder et nyt projekt, er det umuligt at vide, hvordan den kreative proces vil udfolde sig, og nogle gange - uanset hvor meget vi elsker ideen, og hvor meget hjerte vi lægger i den - så fungerer det bare ikke, udtaler Disney-cheferne John Lasseter og Ed Catmull til The Hollywood Reporter.

Næste animerede Disney-film er i øvrigt Vilde Rolf 2 i 2019, mens samarbejdspartneren Pixar udkommer med Coco til februar næste år.

Gigantic koncepttegninger/Walt Disney Pictures