Her er Daniel Craigs topkandidat til at instruere Bond 25

Svært at være uenig
Billede
(© Skyfall/MGM)

Skuespilleren Daniel Craig har afsløret over for Daily Mail, at han foretrækker instruktøren Denis Villeneuve til at stå bag den kommende, endnu unavngivne, Bond 25.

Craig, der med filmen skal spille superagenten James Bond for sidste gang, har en del at skulle have sagt i produktionen, og hans ønske om at få Villeneuve med ombord på 007-franchisen kan sagtens vise sig at være udslagsgivende.

Den canadiske filmskaber er blandt de mest fremadstormende i branchen, og mens han scorede international anerkendelse med den Oscar-nominerede Nawals hemmelighed i 2010, er det formentlig på baggrund af Sicario og Arrival, at Craig baserer sin udtalelse. Og nå ja, så er Villeneuve snart premiereaktuel med science fiction-fortsættelsen Blade Runner 2049.

Rygterne om den 49-årige instruktørs tilknytning til Bond-universet er ikke nye, og han har tidligere været nævnt som favorit sammen med Yann Demange (Bag fjendens linjer) og David MacKenzie (Hell or High Water).

Hvem filmselskabet MGM ender med at tilbyde jobbet, er endnu ukendt, og Villeneuve står over for at skulle instruere kæmpeprojektet 'Dune', så hans tid er måske sparsom de næste år.

Bond 25 forventes at få premiere november 2019.