Derfor er Artemis Fowl den nye Harry Potter

Ny Disney-filmserie ligner en værdig arvtager
Billede
(© Viking Press)

Bogserien om Artemis Fowl er endelig ved at tage springet fra litteraturen og over til det store lærred. Man har forsøgt at filmatisere bøgerne siden 2001, men nu er Disney og et par store Hollywood-navne tilknyttet projektet, så vi tror på det.

Hvis filmatiseringen bliver et hit, kan Artemis Fowl-serien potentielt blive den nye store young adult fantasy-franchise efter Harry Potter-filmene.

Her er hvorfor:

Et omfattende bogunivers
Ligesom i J.K. Rowlings bøger indeholder den irske forfatter Eion Colfers bogserie ’Artemis Fowl’ et unikt univers, hvor menneskenes almindelige verden eksisterer parallelt med magiske væsener som feer og trolde samt kriminelle skurkeorganisationer. Den millionsælgende fantasy-serie tæller otte bøger, hvor den sidste blev udgivet i 2012. Planen er at basere den første film på de to første bøger, ’Artemis Fowl’ fra 2001 og ’Artemis Fowl: The Arctic Incident’ fra 2002.

En 12 årig mastermind i et overnaturligt univers
Handlingen kaldes ofte ”Die Hard med feer” og følger den superintelligente 12-årige antihelt Artemis Fowl II, der nedstammer fra en lang slægt af kriminelle masterminds. Hans far er forsvundet, og hans mor har fået et psykisk sammenbrud, så Fowl har frie hænder til at forfølge sine planer.

I den første bog forsøger den unge dreng at stjæle feernes sagnomspundne guld, og han kidnapper endda en fe for at afpresse de mystiske væsner. Heldigvis er Fowl ikke helt uden for rækkevidde, så som historien udvikler sig, bliver Fowl langsomt en allieret til feerne.

Læs også: Dansk skuespiller i Fantastiske skabninger 2

Antihelten Artemis
Bogseriens redaktør Stephanie Lurie har udtalt, at Artemis Fowl står i kontrast til Harry Potter, da han er en antihelt modsat ”the boy who lived”. Artemis har heller ikke magiske evner, men hans IQ er på niveau med Sherlolck Holmes’, og takket været en omfattende formue har han utallige avancerede gadgets og en loyal bodyguard ved navn Butler til sin rådighed.

Artemis sammenlignes ofte med en ung Bond-skurk og beskrives som bleg med blå øjne og mørkt hår. Og så er han det eneste menneske, der har læst ’The Book’, som er feernes mytiske bibel.

Hermione
En heltinde med ben i næsen

Ligesom Hermione var en fremragende rollemodel og en stærk kvindelig karakter på det store lærred, er Artemis Fowl-universet udstyret med en dejligt sarkastisk heltinde i form af Holly Short - fekaptajnen fra politienheden LEPrecon, der arbejder for at beskytte feernes verden og ender med at tørne sammen med Fowl.

Den pruttende trold
Mulch er en af universets mest elskede karakterer. Han minder som sådan ikke om Hagrid, Dobby eller Ron, men den skøre trold, hvis evne er at slå store prutter og spytte selvlysende mundvand, står for seriens sjoveste og mest useriøse indslag. Samtidig har Mulch et hjerte af guld og et forbrydersind, der gør ham uundværlig ved indviklede kup.

judi dench
Gode kræfter bag filmen

Bøgerne er irske, og tidligere forsøg afslører, at man har haft fat i ærkeirske kræfter som Jim Sheridan, og Disney planlægger da også at finde en irsk dreng i alderen 9 til 12 til at spille titelkarakteren. Derudover ser filmen ud til at blive mindst lige så britisk… om ikke andet bag kameraet. Kenneth Branagh, der spillede den selvglade Glitterik Smørhår i Harry Potter og hemmelighedernes kammer, skal instruere, hvilket han tidligere har gjort på Eventyret om Askepot og den kommende Mordet i Orientekspressen.

Se også: Ny trailer til Mordet i Orientekspressen

Judi Dench er indtil videre eneste navn tilknyttet rollelisten, men til gengæld er man med Dench sikret samme pondus som Maggie Smith leverede til Hogwarts. Sidst men ikke mindst er manuskriptet til ’Artemis Fowl’ skrevet af Michael Goldenberg, der tidligere har skrevet Harry Potter og Fønixordenen

Flere lovende YA-boguniverser er blevet sat i søen uden at nå Potters kvalitet. Det gyldne kompas og Divergent er blot eksempler.

Men med Disney i ryggen, med bøgernes unikke miks af fantasy, science fiction, action og komedie, samt en handling der inkluderer tungt bevæbnede feer, Bond-gadgets og prutte-humor kunne ’Artemis Fowl’ sagtens blive branchens næste væsentlige ungdoms-franchise.

Artemis Fowl forventes at få premiere den 8. august 2019.