Ny Deadpool-karakter efterligner... Deadpool

Mød Domino
Billede
(© 20th Century Fox)

Ryan Reynolds, der spiller superhelten Deadpool i sidste års filmhit, har udsendt det første billede af efterfølgerens nye karakter, Domino.

Billedet minder umiskendeligt om et af de tidligste kig, vi fik på den første Deadpool, hvor den rødklædte, voldelige titelkarakter slængede sig foran pejsen.

Domino er hentet fra Marvels uudtømmelige superhelteunivers og fungerer som lejemorder med en evne til at manipulere sandsynlighed i egen favør. Ikke nogen dårlig evne, når man er i kamp.

Den kvindelige superhelt ligner en glimrende tilføjelse til Deadpool 2, som i forvejen har Josh Brolin i rollen som mutanten Cable.

Filmens instruktør hedder David Leitch, og ud over en lang karriere som stuntmand har han netop udsendt den biografaktuelle Atomic Blonde, hvor Charlize Theron uddeler brutale øretæver som MI6-agent.

Deadpool 2 får premiere den 31. maj 2018.