Split og Unbreakable får en efterfølger

Shyamalans næste film er en spoiler i sig selv
Billede
(© Unbreakable/Touchstone Pictures)

M. Night Shyamalan har på Twitter afsløret sin næste film, der får titlen 'Glass'.

Filmskaberen er kendt for sine udspekulerede plot-twist, men hans kommende værk er nærmest en spoiler i sig selv. Den kobler nemlig de to film, Split og Unbreakable, sammen til en trilogi, og har man ikke set førstnævnte, skal man nok holde op med at læse videre.

'Split' slutter nemlig med afsløringen af, at filmen finder sted i det samme univers som Shyamalans 'Unbreakable' fra 2000 vist gennem en cameo fra Bruce Willis.

Hovedrollerne fra de to tidligere film spiller alle med i 'Glass', og udover Willis får Samuel L. Jackson, Anya Taylor-Joy og James McAvoy genvalg.

Taget titlen i betragtning forudser vi, at Samuel L. Jackson får den største rolle, i og med hans karakter i 'Unbreakable', Elijah Pice, havde aliaset Mr. Glass.

Hvordan koblingen præcist er til McAvoys personlighedsspaltede kidnapper, må vi vente med at finde ud af, men det er formentlig noget med de "realistiske" superkræfter, som er et tema i begge film.

Glass har endnu ingen premieredato.