Manuskriptet til Shrek 5 er færdigt

Grøn trold genstartes
Billede
(© Shrek Forever After/DreamWorks Animation)

Michael McCullers, forfatteren bag den aktuelle Boss Baby, er færdig med manuskriptet til 'Shrek 5', der på en måde bliver et reboot. Det fortæller McCullers i et interview med The Hollywood Reporter.

- Der er en ret stor genopfindelse i manuskriptet, som jeg ikke kan afsløre, men det var på en måde nødvendigt. Der har været fire film, og karaktererne er temmelig elskede, men du er også nødt til at finde på en ny tilgang, siger Michael McCullers.

Om det er tale om en decideret genstart af universet, vil tiden vise. Den seneste film, Shrek Forever After, rodede rundt med tidslinjer og alternative universer, hvilket også kan være en mulig retning for den femte film i serien.

Filmserien har solgt næsten 1,8 mio. biografbilletter herhjemme.

Det vides endnu ikke, hvornår Shrek 5 får premiere.