Woody Allen - Bedst til værst

Filmskaberens 45 værker rangeret
Billede
(© To Rome with Love/Medusa Film)

Woody Allen er en levende legende, der i løbet af sin over 50-årige karriere på imponerende vis har formået at tage springet fra succesfuld stand up-komiker til en af USA’s mest beundrede filmskabere.

Den 80-årige mesterinstruktør er netop nu danmarksaktuel med sin nyeste film Café Society. I den anledning er vi taget på en rejse tilbage i hans bagkatalog for at rangere alle de film, han selv har instrueret, fra værst til bedst.

45. Hollywood Ending (2002)
Bygget op omkring en enkelt gag, der presses langt ud over, hvad den kan bære: En ikke længere specielt succesfuld filminstruktør (Allen) tvinges til at tage et job for sin eks-kone og producenten, som i sin tid stjal hende fra ham. En penibel situation, der oven i købet forstærkes, da Val pludselig bliver blind, hvilket han dog vælger at fortie for at fortsætte arbejdet. Klodset, umorsom og alt for lang. En klokkeklar bundskraber i Allens karriere.

44. Scoop (2006)
Allens anden 'britiske' film udspiller sig som forgængeren 'Match Point' i de højere sociale lag og har også et mord i centrum. Men derudover er kvalitetsforskellen til at føle på. Scarlett Johansson er journalistspiren, der på uforklarlig vis kontaktes af ånden efter en afdød mand, da hun deltager i et varieténummer. Men trods en behjertet indsats af alle medvirkende bliver 'Scoop' bare aldrig rigtig sjov.

To Rome With Love/Sony Pictures

43. To Rome With Love (2012)
Allen Ultra Light. Sådan lød skudsmålet i en af de mange lunkne anmeldelser af Allens kærlighedserklæring til Den Evige Stad. Måske skyldes det, at mange af de idéer, der ligger til grund for filmens fire forskellige historier, føles som et uinspireret genbrug af gamle tricks, der tidligere er blevet brugt med langt større succes. 'To Rome With Love' fik mange anmeldere til at antyde, at det måske ville være en god idé for den aldrende Allen at bruge lidt længere tid mellem sine forskellige projekter.

42. Anything Else (2003)
Intellektuel, jødisk mand møder neurotisk kvinde i New York, de forelsker sig, men har svært ved at få kærligheden til at fungere. På mange måder er der tale om Woody Allen Classic. Alligevel er 'Anything Else' en klar forbier, der i stedet for at give et overbevisende bud på en moderne kærlighedshistorie ender med at fremstå bizart utidssvarende og gammelmandsagtig. Samtidig hjælper det ikke, at der er nul kemi mellem Jason Biggs og Christina Ricci i hovedrollerne.

41. The Curse of The Jade Scorpion (2001)
Tænkt som en hyldest til 40ernes screwballkomedier. Men trods det flotte look - filmen var Allens dyreste nogensinde - er det tydeligt, at filmskaberen på dette tidspunkt var begyndt at miste sit normalt sikre håndelag. Mange af filmens jokes falder til jorden som tunge blylodder. Samtidig hjælper det ikke, at den på det tidspunkt 67-årige Allen har skrevet en rolle til sig selv, hvor han forfører en ung og smækker Charlize Theron. Allen har siden selv udnævnt filmen til sin karrieres 'værste'.

40. Cassandras Dream (2007)
Den tredje af Allens England-film er en firkantet og gumpetung skæbnefortælling bygget op over den ikke specielt overrumplende pointe, at mord er forkert. Irske Colin Farrell og skotske Ewan McGregor gør deres bedste i hovedrollerne, men formår desværre aldrig på noget tidspunkt at overbevise hverken med deres cockney-accenter eller hele grundpræmissen om, at de skulle være brødre. Meget sigende er det største lyspunkt musikken, der er komponeret af Philip Glass.

39. Whatever Works (2009)
Larry David og Woody Allen. To af deres generations største komiske genier. På papiret burde det ikke kunne gå galt. Alligevel er det svært ikke at sidde tilbage med en vis skuffelse over 'Whatever Works', der trods udmærkede momenter virker som et lidt træt opkog på gamle idéer. Ikke mindst Allens særlige forkærlighed for erotiske møder mellem knarvorne, gamle mænd og naive, unge kvinder, der her når et af deres pinlige lavpunkter.

You Will Meet a Tall Dark Stranger/Sony Pictures

38. You Will Meet a Tall Dark Stranger (2010)
Titlens 'høje, mørke fremmede' er en henvisning til en af Allens store og tilbagevende besættelser: døden. I filmen, der er Allens fjerde og foreløbig sidste London-værk, møder vi en række mennesker, der er kørt fast i deres parforhold. Det får dem til at række ud efter nye bekendtskaber. Men er græsset egentlig altid grønnere på den anden side? Langt fra nogen dårlig film. Alligevel indskriver 'You Will Meet a Tall Dark Stranger' sig i rækken af forglemmelige Allen-værker fra de seneste år.

37. Melinda and Melinda (2005)
Komedie er tragedie plus tid. Sådan lyder et af de mest berømte Woody Allen-citater. Noget tyder på, at der er noget om snakken. I hvert fald lader Allen i denne film hovedpersonen Melinda optræde i to forskellige versioner af den samme historie med henholdsvis et tragisk og komisk forløb. Selv om Allen ikke selv medvirker i filmen, er der som sædvanlig en Allen-agtig figur med. Han spilles af Will Ferrell, der fungerer overraskende godt i denne film, der desværre sjældent hæver sig over gennemsnittet. 

36. What's Up, Tiger Lily? (1966)
Metoden bag Allens instruktørdebut var simpel: Han tog en James Bond-agtig, japansk spionfilm, fjernede lyden, tilføjede nogle scener med sig selv og indsatte så et helt nyt lydspor med et plot, hvor personerne jagter opskriften på verdens bedste æggesalat. Resultatet er så absurd og lavkomisk, at det til tider får Austin Powers til at ligne britisk køkkenvask-realisme. Allen har efterfølgende forsøgt at distancere sig fra filmen, som dog helt klart bør ses. Ikke mindst for fans af den 'tidlige' Allen.

35. Small Time Crooks (2000)
Allen spiller selv hovedrollen som den mislykkede tyv og småsvindler Ray, hvis fængselskælenavn 'Hjernen' til hans egen store overraskelse viste sig at være ironisk ment. Nu planlægger Ray i bedste Egon Olsen-stil et kup, der én gang for alle skal gøre han rig, men så får hans kone pludselig uventet kommerciel succes med sin kageforretning. En munter og veloplagt lille sag, der giver Allen rig lejlighed til at lave grin med dumhed, snobberi og kulturelle prætentioner.

34. Magic in the Moonlight (2014)
Magi spiller ofte en vigtig rolle i Allens film. Colin Firth har hovedrollen som den berømte tryllekunstner Stanley Crawford, der inviteres til den franske Riviera for at hjælpe med at afsløre en ung kvinde, som optræder som spirituelt medium. Men tingene går langt fra efter planen. Alt i alt er 'Magic in the Moonlight' et charmerende, men også lidt fersk bekendtskab hvor man dog tydeligt kan mærke Allens kærlighed til filmens nostalgiske tidsbillede.

Shadows and Fog/Columbia Tri-Star

33. Shadows and Fog (1991)
Allens hyldest til Franz Kafka og den tyske ekspressionisme. Han spiller selv hovedrollen som manden med det sigende navn, Kleinman, der en nat vækkes af sin søvn af en ophidset folkemængde, som anklager ham for at stå bag en række brutale mord. For at bevise sin uskyld må Kleinman nu flygte over hals og hoved, hvilket fører ham gennem et stemningsfuldt, sort-hvidt, meget Allensk drømmelandskab. Til tider forvirrende, men bestemt ikke uden morsomme øjeblikke.

32. Celebrity (1998)
En kynisk og lettere hul satire over den vestlige verdens sygelige besættelse af berømmelse og berømtheder. I hovedrollen leverer Kenneth Branagh - trods overbevisende Allen-manerismer - en utrolig irriterende præstation som den desillusionerede og speedsnakkende celebrity-journalist med uforløste forfatterdrømme. Til gengæld lyser Leonardo DiCaprio op med en lille rolle som forkælet Hollywood-stjerne med hang til at smadre hotelværelser.

31. September (1987)
'September' er nok bedst kendt som filmen, Allen valgte at indspille forfra med et helt nyt cast. Filmen er lavet i Allens gyldne periode i slutningen af 80erne, men desværre lykkes det aldrig rigtigt for det selvhøjtidelige og Tjekhov-inspirerede kammerspil om en gruppe veluddannede storbymennesker, hvis efterårsmøde i et afsides sommerhus i Vermont får skeletterne til at rasle ud af skabet, at fænge. Selv om filmen faktisk byder på flere fine skuespilpræstationer. 

30. Irrational Man (2015)
Et mord som anledning til at udforske dybere menneskelige og eksistentielle spørgsmål om skyld, moral og retfærdighed. Det er en opskrift, Allen har benyttet flere gange i løbet af sin karriere. Joaquin Phoenix spiller den livstrætte og drikfældige filosofiprofessor, hvis liv tager en uventet drejning, da hans veje krydser to forskellige kvinder. En ganske solid film, der dog klart blegner ved siden af de tungere, tematisk beslægtede forgængere som 'Match Point' og 'Crimes and Misdemeanors'.

29. Midsummer Night Sex Comedy (1982)
Allens første film med Mia Farrow er et letbenet, men også elegant og vittigt lille lystspil om en gruppe mennesker, der tilbringer en sommerweekend i idylliske omgivelser på en øde gård omkring århundreskiftet. Men under den romantiske og pastorale idyl med parasol-bærende damer, uforpligtende badminton og sommerfuglejagt ulmer lidenskaberne, hvilket fører til et væld af komiske situationer og romantiske forviklinger.

Midnight in Paris/Sony Pictures

28. Midnight in Paris (2011)
Allens største kommercielle succes nogensinde er en romantisk hyldest til det mytologiske Paris. Owen Wilson fungerer overraskende godt i hovedrollen som Allens alter ego, Hollywood-manuskriptforfatteren, hvis drømme om at skrive en rigtig og betydningsfuld roman pludselig får næring, da han på magisk vis transporteres tilbage i tiden til 20ernes Paris, hvor han møder legendariske personligheder som Gertrude Stein, Ernest Hemingway og Salvador Dali. Uden at være et hovedværk i Allens produktion er 'Midnight in Paris' et vellykket og intelligent stykke uforpligtende underholdning.

27. Mighty Aphrodite (1995)
Ingen tvivl om at det græske kor, der med jævne mellemrum dukker op og kommenterer handlingen, bliver trættende i længden. Men bortset fra det er 'Mighty Aphrodite' en sød, veloplagt og vittig lille komedie med Allen selv i hovedrollen som den midaldrende sportsjournalist Lenny, der efter at være blevet far til en adopteret og hyperintelligent dreng opdager, at hans mor er en enfoldig, men godhjertet pornostjerne, uforglemmeligt spillet af Mira Sorvino der fik en Oscar for sin præstation.

26. Sweet and Lowdown (1999)
Det er ingen hemmelighed, at den klarinetspillende Allen er en stor jazzfan. I 'Sweet and Lowdown' tager han på veloplagt vis tilskueren tilbage til 30erne med en historie om den arrogante jazzguitarist Emmet Ray, der trods et stort talent må affinde sig med at stå i skyggen af legenden Django Reinhardt. En intelligent, morsom og charmerende film, der ligesom 'Bullets over Broadway' beskæftiger sig med spørgsmålet om, hvad der kendetegner en ægte kunstner.

25. Bananas (1971)
En anden af Allens tidlige komedier, hvor han selv spiller hovedrollen som en splejset New Yorker-nørd, der mod alle odds ender som diktator for en latinamerikansk bananrepublik. Stærkt inspireret af heltene i The Marx Brothers. 'Bananas' står stadig som en af Allens bedste, rendyrkede komedier, der på suveræn vis formår at blande gakkede gags med intelligent samtidssatire.

24. Blue Jasmine (2013)
En skarp og relevant kommentar til finanskrisen, der samtidig indskriver sig i rækken af stærke kvindeportrætter i Allens produktion. Cate Blanchett stråler i hovedrollen som overklassekvinden Jasmine, hvis privilegerede tilværelse bryder sammen, da ægtemanden pludselig anklages for svindel. En af Allens mest vellykkede film i de seneste 20 år. Blanchett fik fuldt fortjent en Oscar for hovedrollen som Jasmine.

Everyone Says I Love You/Miramax Films

23. Everyone Says I Love You (1996)
En fjerlet, men dybt charmerende hyldest til heltene Marx Brothers og instruktørens erklærede yndlingsbyer New York, Paris og Venedig. Allens eneste musical byder desuden på veloplagte præstationer af bl.a. Edward Norton, Drew Barrymore, Tim Roth og Goldie Hawn, der selv synger deres sange. Huskes nok især for den uforglemmelige scene, hvor Hawn og Allen danser ved Seinens oplyste kanalbredder.

22. Alice (1990)
Filmen genbruger et af Allens yndlingstricks, hvor en magisk begivenhed griber ind i en række menneskers liv med store konsekvenser til følge. Her i skikkelse af den forkælede New Yorker-kvinde Alice, hvis besøg hos en mystisk, kinesisk urtemager udløser en række begivenheder, der vender op og ned på hendes tilværelse. En lidt overset men vellykket film om en kvinde, der bryder ud af sine vante rammer og undervejs finder sig selv.

21. Match Point (2005)
Filmen, der, efter en periode med flere magre produktioner, gav Woody Allen et comeback blandt både publikum og anmeldere. Jonathan Rhys Meyers og Scarlett Johansson spiller hovedrollerne som parret, hvis lidenskabelige affære får skæbnesvangre konsekvenser i overklassens London. Med sin udforskning af forbrydelsens anatomi og spørgsmålet om skyld og moral trækker filmen tråde tilbage både til Dostojevskij og hovedværket 'Små og store forbrydelser'. Indiskutabelt en af Allens bedste film i nyere tid.

20. Everything You Always Wanted To Know About Sex (But Were Afraid To Ask) (1972)
Sex er et fast omdrejningspunkt i Allens univers. Derfor virkede det logisk, at han i 1972 viede en hel film til emnet. Inspireret af en populær opslagsbog om seksuelle tabuer som 'hvad er sodomi' og 'hvad sker der under ejakulationen' er dette filmen, hvor man både kan opleve Gene Wilder forelske sig i et får og Woody Allen i rollen som en gigantisk sædcelle. I det hele taget byder filmen på et overflødighedshorn af inspirerede indfald og skøre gags.

19. Deconstructing Harry (1997)
En af de mørkeste og mest misantropiske Allen-film. Allen spiller en kynisk og selvhadende forfatter med hang til prostituerede, der har skabt sig en karriere på at udlevere sine nærmeste omgivelser. Her er der virkelig langt til den tidlige karrieres elskelige og nørdede anti-helt. Mange har opfattet filmen som et afslørende selvportræt. Uanset om det er tilfældet eller ej, er 'Deconstructing Harry' en skarp og besk film med mange mindeværdige onelinere.

Take the Money and Run/MGM

18. Take The Money And Run (1969)
Efter en succesfuld karriere som stand up-komiker fik Allen sin 'rigtige' spillefilmsdebut med denne ultra-fjollede mockumentary om den mislykkede bankrøver og anti-helt, Virgil, der gennemgår en række underholdende trængsler. Filmen rummer et overflødighedshorn af skøre, fysiske gags og skarpe onelinere. Blandt højdepunkterne er scenen, hvor Allen med begrænset held forsøger at spille cello som del af et omvandrende hornorkester.

17. Manhattan Murder Mystery (1993)
En uforpligtende, men også sjov og underholdende stiløvelse. Filmen kom ud netop som skandalen mellem Allen og Mia Farrow var på sit højeste. Måske er det en af forklaringerne på, at filmen virker som et tiltrængt og muntert pusterum for Allen, som for første gang siden 70erne deler hovedrollen med Diane Keaton som parret, der får færten af, at deres ældre kvindelige nabos død måske ikke skyldes helt naturlige årsager.

16. Vicky Cristina Barcelona (2008)
Allens fjerde film på stribe optaget uden for hans elskede Manhattan. Som titlen antyder, er der tre hovedpersoner i filmen, de to amerikanske kvinder Vicky og Cristina samt byen Barcelona. Selv om Allen - ofte med rette - er blevet kritiseret for at have svært ved at bevæge sig ud over turistklichéerne i sine udenlandske film, er 'Vicky Cristina Barcelona' en frisk og underholdende skildring af to amerikanske kvinders livsforandrende ophold i den catalanske hovedstad.

15. Love and Death (1975)
Et klassisk eksempel på Allens særlige forkærlighed for at blande finkultur og lavkomik. 'Love and Death' handler om anti-helten og krysteren Boris, der i 1800-tallets Rusland tvinges til at drage til fronten for at forsvare fædrelandet. Her inddrages han i et speget komplot for at myrde Napoleon sammen med sin smukke kusine, hvilket selvfølgelig resulterer i en kavalkade af skøre optrin og vellykkede parodier på alt lige fra Bergman og Eisenstein til Dostojevskij og Tolstoj.

14. Radio Days (1987)
Tydeligvis inspireret af Frederico Fellinis charmerende erindringsfilm 'Amarcord'. I 'Radio Days' tager Allen os med tilbage til sin egen barndom i en jødisk arbejderklassefamilie i 40ernes Brooklyn, hvor radioen var et samlingspunkt for folk på tværs af alle samfundslag. Resultatet er en nostalgisk og charmerende skildring ikke bare af en svunden tid og en gruppe mennesker, men også af den jazzmusik der i høj grad var med til at forme perioden.

Sleeper/United Artists

13. Sleeper (1973)
En veloplagt og syret parodi på science fiction-genren. Allen spiller hovedrollen som en klarinetspillende ejer af en helsekostforretning, der ved et uheld fryses ned og vågner 200 år senere til en fremtid, hvor sex er afskaffet, og USA regeres af en gal diktator. På overfladen endnu en af Allens 'tidlige, sjove film', hvor handlingen primært fungerer som en undskyldning for at affyre et væld af gakkede gags og platte vittigheder, men under overfladen fornemmer man tydelige tegn på, at en talentfuld og stadig mere ambitiøs filmmager er begyndt at tage form.

12. Bullets over Broadway (1994)
Hvor vigtig er kunst, og hvad kendetegner en sand kunstner? De spørgsmål udgør udgangspunktet for denne ekstremt vellykkede Allen-komedie. John Cusack spiller dramatikeren, der i forbindelse med opsætningen af en teaterforestilling i 30ernes New York må indgå en række svære, kunstneriske kompromiser, hvilket efterhånden bringer projektet i fare. Heldigvis er hjælpen nær… fra en temmelig uventet kant. 'Bullets over Broadway' var nomineret til syv Oscars og er siden blevet forvandlet til en succesfuld musical.

11. Zelig (1983)
De fleste af os kender nødvendigheden af at tilpasse sig omgivelserne. Men for hovedpersonen i denne film er problemet af mere ekstrem karakter. Leonard Zelig er nemlig en vaskeægte, menneskelig kamæleon, hvilket betyder, at han konsekvent skifter ham, alt efter om han omgiver sig med sorte musikere, ortodokse jøder eller ariske nazister. Så hvem er han - og vi selv - egentlig, når det kommer til stykket? En original, morsom og teknisk ambitiøs film som med rette regnes som et af Allens komiske mesterværker.

10. Interiors (1978)
Allens første rendyrkede 'seriøse' film er et intenst, psykologisk drama om tre smukke, unge søstre, hvis udadtil privilegerede tilværelse vendes op og ned, da deres far ud af det blå meddeler, at han ønsker at lade sig skille fra deres mor. Grå, alvorstung med masser af stilhed og lange indstillinger. Arven fra Bergman fornægter sig ikke. Alligevel formår Allen at tilføje 'Interiors' sit helt eget touch. En modig, kreativ satsning, og et forvarsel om de store ting, der var i vente.

9. Broadway Danny Rose (1984)
Filmens ramme med en gruppe komikere, der sidder omkring et bord og udveksler anekdoter og røverhistorier fra de gode gamle dage, er hentet fra Allens tidligere karriere, hvor han selv plejede at frekventere det sted, som optræder i filmen. Måske det er en af forklaringerne på, at den nostalgiske skildring af den mislykkede, men uforbederligt optimistiske impresario, Danny Rose, der indleder en affære med en hårdkogt gangsterdulle, er endt som en af Allens varmeste og til dato mest generøse film.

Another Woman/Orion Pictures

8. Another Woman (1988)
En stærk kandidat til titlen som den mest undervurderede og oversete film i Allens karriere. Gena Rowlands leverer en fremragende præstation som den midaldrende og succesfulde psykologiprofessor, der langsomt opdager, at hun har levet på en livsløgn. En knivskarpt og uforglemmeligt kvindeportræt stærkt inspireret af forbilledet Ingmar Bergman, hvis faste fotograf Sven Nykvist da også har stået for filmens smukke og stemningsfulde efterårslook.

7. The Purple Rose of Cairo (1985)
En af Allens egne favoritfilm. 'The Purple Rose of Cairo' fortæller historien om den forsømte kvinde Cecilia, der søger trøst for sit mislykkede ægteskab i biografsalens trygge mørke. Lige indtil hendes yndlingsskuespiller, den eventyrligt flotte hjerteknuser Tom Baxter, pludselig træder ned fra lærredet for at erklære hende sin kærlighed. En smuk, elegant og rørende hyldest til filmens magi og grænseoverskridende kraft med stærke præstationer af Mia Farrow og Jeff Daniels i hovedrollerne.

6. Stardust Memories (1980)
Stærkt inspireret af Fellinis klassiker '8 ½', som den flere steder åbenlyst parodierer. 'Stardust Memories' handler om en desillusioneret filminstruktør, der på vej til en filmfestival filosoferer over livet, kærlighed og kunsten. Samtidig må han tackle påtrængende menneskemasser, der konstant vil fortælle ham, hvor meget de foretrækker hans sjove film frem for de mere seriøse dramaer, han allerhelst vil lave. Et knivskarpt og ofte hysterisk morsomt studie i moderne fremmedgørelse og berømmelsens hulhed.

5. Husbands and Wives (1992)
Allens sidste film med Farrow. Flere af scenerne mellem dem blev optaget, da sex-skandalen for alvor rullede. Sammen med den intime og håndholdte dokumentariske stil er det formentlig en af forklaringerne på, at den i dag står som en af Allens mest intense film. Allen og Farrow spiller parret Gabe og Judy, der i første omgang chokeres, da deres bedste venner fortæller dem, at de skal skilles. Snart tvinges de imidlertid til at tage et kritisk blik på deres eget forhold. 'Husbands and Wives' står ikke blot som en tankevækkende gravsten over et forlist forhold, men også som Allens bedste film i 90erne.

4. Crimes and Misdemeanors (1989)
'Crimes and Misdemeanors' er bygget op omkring to separate fortællinger. I den ene følger vi en mislykket filminstruktør (Allen), der på grund af pengenød må påtage sig opgaven at portrættere sin svoger, en succesfuld og ulideligt selvglad tv-producer. I den anden beslutter en velhavende øjenlæge at gribe til drastiske metoder for at forhindre en elskerinde i at sladre om deres forhold. Til sidst flettes trådene smukt sammen, og inden da har Allen præsenteret os for en uforglemmelig film, der uden at ryste på hånden tackler store eksistentielle temaer som skyld, moral, ansvar og den menneskelige samvittighed.

Manhattan/A Jack Rollins-Charles H. Joffe Production

3. Manhattan (1979)
Måske filmen med den bedste åbning nogensinde. Gershwin-musikken, de romantiske sort-hvide billeder af New York og Allens på en gang fumlende og cool voice-over. Resten af filmen er i klassisk Allen-stil en knivskarp og livsklog skildring af en fortravlede og neurotiske storbymenneskers livtag med karriere, sex, parforhold og meningen med livet. Kritikere har hæftet sig ved, at filmen som noget helt naturligt fremstiller et forhold mellem Allens 42-årige forfatter og en 17-årig skolepige. Det er i så fald den eneste skønhedsplet på en film, som for altid vil blive stående som en af kronjuvelerne i Allens produktion.

2. Hannah and Her Sisters (1986)
I dette uforglemmelige mesterværk følger man tre meget forskellige søstre og deres udfordringer med at tackle kærligheden, karrieren og livet i al almindelighed. Hannah er gift med Elliot, som er hemmeligt forelsket i søsteren Lee. Derudover er der Holly, som trods masser af talent ikke rigtigt kan få noget til at lykkes. Indtil hun en dag møder Hannahs hypokondriske eksmand, den succesfulde tv-producer Abe. Allens varmeste, mest romantiske og livsbekræftende film modtog tre Oscars. En af 80ernes bedste amerikanske film.

1. Annie Hall (1977)
Selve stamfaderen til den moderne, romantiske storbykomedie. Uden den hverken nogen 'Da Harry mødte Sally' eller 'Sex and the City'. Allen spiller stand up-komikeren Alvy, der forelsker sig i den distræte og charmerende Annie Hall, spillet af Diane Keaton. Men selv om de to excentrikere på mange måder er som skabt for hinanden, har de svært ved at få kærligheden til at fungere. Original, livsklog, sjov og dybt rørende. Her næsten 40 år senere står 'Annie Hall' stadig som højdepunktet i Allens karriere.

Café Society er aktuel i biografen.