Joss Whedon vil være Star Wars-instruktør

Fra Avengers til Jedier
Avengers: Age of Ultron/Disney
(© Avengers: Age of Ultron/Disney)

Joss Whedon har udtalt, at han er interesseret i at instruere en Star Wars-film.

Siden Avengers: Age of Ultron udkom i foråret 2015, har Whedon holdt lav profil, mens han arbejdede på et tophemmeligt projekt. Han kan nu endelig afsløre, at hans næste film bliver en gyser, som foregår under Anden Verdenskrig.

Men bagefter er Whedon måske klar til at prøve kræfter med en ny franchise, hvad end det bliver James Bond, en Catwoman-film med Anne Hathaway eller Star Wars.

- Jeg havde ikke lyst til at lave en Star Wars-film. Hvorfor skulle jeg det? Men så så jeg traileren til Rogue One: A Star Wars Story, og sådan en film ville jeg gerne lave: En Star Wars-film, som ikke er begrænset af helbilledet, siger Whedon til Complex.

Joss Whedon har aldrig lagt skjul på, hvor hård samarbejdsprocessen med Marvel var under optagelserne til 'Age of Ultron', som også fik en kølig modtagelse af fanbasen.

The Avengers/Disney

Filmen blev bl.a. kritiseret for sin antagede fejlfortolkning af hovedpersonerne, især Black Widow, som udviklede et Skønheden og Udyret-lignende forhold til The Hulk. 'Age of Ultron' fik også lidt uheldigt antydet, at hun er et "monster", fordi hun ikke kan få børn.

Da Whedon i sin tid viste interesse for Star Wars: The Force Awakens (som landede hos J.J. Abrams), var der derfor mange fans, der udtrykte bekymring for, at Whedon ville tage for mange friheder med også denne franchise.

Whedons eget forslag om at instruere en spinoff-film er derimod ideelt, da instruktøren i så fald ville kunne udvikle sin egen historie med originale karakterer uden at føle sig tøjlet af en forudbestemt narrativ.

Love him or hate him - Joss Whedon er umiskendeligt en auteur, som får helt enestående originale idéer, såsom 'Buffy the Vampire Slayer' (gyserfilmsblondinen, som viser sig at være monstrenes værste mareridt), 'Dollhouse' (mennesker, hvis personligheder kan programmeres) og 'Firefly' (inter-galaktiske smuglere i et post-apokalyptisk univers).

Star Wars-serien fortsætter med at udvide sig udover hovedtrilogierne, bl.a. med den nye Han Solo-forfilm, og så længe Disney alligevel har tænkt sig at fortælle sideløbende 'Star Wars Stories', ville det være spændende at se, hvad Joss Whedon kunne finde på indenfor dette univers.