Deadpool 2 mister sin instruktør

Kreative uoverensstemmelser
Billede
(© 20th Century Fox)

Instruktøren af Deadpool skal ikke længere instruere fortsættelsen. Årsagen er kreative uoverensstemmelser mellem Tim Miller og Ryan Reynolds.

Den første Deadpool-film overraskede alle, da den indspillede 783 mio. dollars på verdensplan, og delvist fornyede den efterhånden metaltrætte superheltegenre.

Årsagen var bl.a. Tim Miller og Ryan Reynolds personlige involvering i projektet, men uenigheder mellem de to parter, har fået førstnævnte til at forlade opfølgeren.

Ryan Reynolds, der også er producent og derfor har en del at sige om den slags, ønsker, ifølge The Wrap, at fortsætte den grove og uhøjtidelige stil, imens Tim Miller ville have en mere stilistisk tilgang til den vansirede hævner.

Desuden mente instruktøren, at Kyle Chandler skulle spille karakteren Cable (den voksne søn af Cyclops fra X-Men), men Reynolds var uenig, og endte med at få filmstudiets opbakning.

De præcise detaljer er dog ukendte, men faktum er, at Deadpool 2 skal på jagt efter en ny instruktør. Et bud kunne være Matthew Vaughn, der har en del erfaring fra beslægtede film som X-Men: First Class og Kick-Ass.

Deadpool 2 får premiere i løbet af 2018.