Alle dine Disney-favoritter bliver genindspillet

Disneys næste reboot er Mulan
Mulan/Disney
(© Mulan/Disney)

Ja, du kan godt vende dig til det: Disney har sandsynligvis planlagt at opdatere hele din barndoms VHS-samling.

Disneys live-action udgave af Mulan har netop fået amerikansk premieredato. Den ankommer den 2. november 2018, hvilket er 20 år efter den animerede klassiker udkom i biografen.

Ifølge Disney vil den nye Mulan-film tage udgangspunkt i deres egen tegnefilm, men også indvæve dele af den rigtige kinesiske legende om Hua Mulan. Medforfatterne til Jurassic World, Rick Jaffa and Amanda Silver, skal skrive manuskriptet.

Filmen kommer i 3D, og The Hollywood Reporter kan endvidere afsløre, at Disney søger en kinesisk skuespillerinde til hovedrollen.

Disney fortsætter med reboots
Junglebogens instruktør Jon Favreau afslørede for nylig, at han nu arbejder på et reboot af Løvernes Konge. Samtidig er Favreau ved at udvikle en fortsættelse til 'Junglebogen'.

Disney planlægger også genfortællinger af bl.a. Sværdet i Stenen og Den lille havfrue, og den nye Dumbo skal instrueres af selveste Tim Burton.

Spørgsmålet er nu ikke længere, hvilke klassiske tegnefilm Disney vil genindspille, men om der er nogen film, de vælger at springe over.

Episke fortællinger som Askepot, Skønheden og Udyret og 'Mulan' virker jo på papiret mere oplagte at genfortolke for det moderne publikum end 'Junglebogen' og 'Løvernes Konge', som jo ikke engang er live-action, da alle karaktererne er CGI.

Men 'Junglebogen' overgik alligevel alle forventninger, og alt peger på, at 'Løvernes Konge' vil få lige så stor succes.

Vil Disney dog undlade at genskabe film som Lady og Vagabonden, Bernard & Bianca og dyre-udgaven af Robin Hood? Eller er der simpelthen ingen Disney-klassikere, som undslipper reboot-bølgen?

'Mulan' har endnu ingen dansk premieredato.