Cookie- og Privatlivspolitik
"Unge bokser med de samme følelser som i 50erne"

"Unge bokser med de samme følelser som i 50erne"

Interview med holdet bag I blodet

Stem op!
28
Stem ned!
0
(reset)

Den premiereaktuelle I blodet er en ny dansk film der skildrer en drengegruppe i København, hvis venskab begynder at gå i opløsning som voksenlivet presser på.

Med ‘I blodet’ springer manuskriptforfatter Rasmus Heisterberg (Sandheden om mænd) ud som instruktør. Og med sig på den selvdefinerede sanserejse gennem København har han Kristoffer Bech, som ligeledes kommer til filmsættet med friske øjne. Bech er forsanger i rockbandet Shiny Darkly, og ‘I blodet’ markerer hans debut som skuespiller.

Sammen har Heisterberg og Bech fundet ind til den intime, følelsesladede coming-of-age fortælling i hjertet af filmen, hvori hovedpersonen Simon vakler gennem en tid, hvor alle omkring ham er ved at blive voksne, og hans tilsyneladende uendelige ungdomsliv pludselig er truet.

Vi mødte den 41-årige instruktør og den 26-årige hovedrolleindehaver til en snak om København, vandskræk og følsomme mænd.

Rasmus, hvorfor valgte du selv at instruere ‘I blodet’?

Rasmus Heisterberg: For det første er denne historie meget mere personlig og intim end noget andet, jeg har skrevet. Og det var sindssygt sjovt. Som gammel manuskriptforfatter følte jeg virkelig, at jeg fik rigtig meget viderefortælling frem på sættet, der nogle gange godt kan være sådan en praktisk, logistisk anordning. Men her var der så meget leg og videreudforskning af filmens univers.

Hvorfor skulle det være Kristoffer til denne her rolle?

Rasmus: Fordi han har et helt sindssygt stærkt nærvær, og jeg kunne virkelig godt lide at se på ham bag et kamera. Og fordi karakterernes venskaber og de følelser, de går igennem, er hele filmens fundament, så var det også vigtigt, at den centrale drengegruppe havde en god kemi. Den umiddelbare energi skulle være til stede, da vi satte den gruppe sammen. Og så synes jeg bare at Kristoffer er skide god.

I blodet/Scanbox

Kristoffer, hvordan fandt du ind til den følelsesladede intensitet, som rollen krævede?

Kristoffer Bech: Jeg havde en coach, der gav mig nogle redskaber til at finde ind til karakteren og til nogle følelser som afspejlede min egen erfaring. Jeg tog noget med mig ind i scenen - for eksempel en kæreste, der havde forladt mig - men smed mindet væk, og holdt kun fast i intensiteten af følelsen. Så kan der ske ekstremt mange ting, og det kan ende ud i noget helt andet, end man havde regnet med. Det er det, der er så fantastisk ved den umiddelbare følelsesmæssige forberedelse lige fra hjertet.

Og Simon er jo ikke ligefrem helten i filmen. Han har nogle kompleksiteter og får lov til at have nogle negative sider, uden decideret at være en antihelt. Hvordan fandt I den balance?

Rasmus: Kristoffer er jo med i hver eneste scene i filmen, og selvom vi skildrer en hel gruppe drenge er det altid igennem hans prisme. På den måde havde vi virkelig tid til at folde den kompleksitet ud. For det er jo en tid i hans liv, hvor alting er så modsatrettet og kontrastfyldt, der er en masse forvirring og kaos - men jeg havde ikke lyst til at lave en film, som bare var mudret. Man skulle komme under huden på Simon uden at blive forvirret af, hvordan han var sammensat. Så det var en prioritet at have god tid til virkelig at identificere sig med ham, og med nogle af de ting, der også er genkendelige for andre folk i 20'erne.

Skildrer filmen også noget i din egen ungdom?

Rasmus: Altså, det er ikke decideret autofiktion, men det er klart en følelsesmæssig rejse, der ligger tæt på den, jeg selv oplevede, da jeg var ung. Og jeg boede selv i drengekollektiv med fire drenge, så der er selvfølgelig nogle ting, som mine gamle venner vil nikke genkendende til. Men jeg tror i virkeligheden, at jeg forsøger at skildre noget tidløst. Der er selvfølgelig en skildring af de unge i dag, og der bliver også snakket om Tinder og sådan noget, men det handler ikke om at skildre hverken denne generation eller min egen. Filmen kunne lige så godt handle om mig og mine venner, selvom jeg måske har udviklet mig lidt siden mine 20'ere... forhåbentlig.

I blodet/Scanbox

Er der et element af kritik af den danske ungdom i den mørke drejning, Simons rejse mod voksenlivet tager?

Kristoffer: Jeg synes faktisk netop, at det er en film, der ikke moralprædiker. Bare fordi de gør det, de gør, siger filmen ikke til publikum, ‘Så skal du nok tænke dig om næste gang’. Nej, det er mere åbent, den stiller nogle eksistentielle spørgsmål, mere end den egentlig kritiserer noget.

Rasmus: Ja, for sådan var det sgu også, da jeg var ung. Danske unge drikker og fester jo bare virkelig meget, det er en stor del af vores kultur. Og det ville jeg egentlig bare skildre, som det var. Det er jo ikke, fordi han får for meget alkohol indenbords, at han har de følelser og konflikter, han har, og det er ikke sådan, at hvis han bare holdt op med at drikke, ville alting blive bedre.

Måske mere end en decideret kritik kan vi kalde det et nøgent indblik i et drengeliv, på godt og ondt?

Rasmus: Absolut. Og det er jo på en måde en meget gammeldags måde at lave film på. Jeg tror, der er mere Nils Malmros i filmen, end jeg lige umiddelbart havde tænkt: ‘Kundskabens træ’ er jo et indblik i hans egen tid og ungdom, men grunden til, at den eksisterer generation efter generation, er jo, fordi det sgu er de samme følelser, folk stadig går og bokser med. ‘Kundskabens træ’ handler ikke om, at de fik tæsk i skolen i 50erne; den handler om, at de var forelskede og frustrerede, og det er lidt den samme tilgang, vi har prøvet at fange i ‘I blodet’.

Kristoffer: Du kommer bare tæt på mennesket i 20'erne, og den sjælelige rejse, man er på. Du kunne have taget en satellit og fundet en tilfældig drengegruppe at følge, og hvis du havde taget den næste, havde de nok gået rundt og følt det samme.

Rasmus: Ja, der skulle ikke være så meget særegent ved det. Ofte i film er der en ekstern ting: Der er en, der får konstateret kræft, eller nogen skal skilles… Men så bliver det også ofte en film, der handler om at gennemgå det her specifikke problem, og hvis man tog de ting ud, så kunne man måske genkende sig selv lidt mere i det. Det er ikke fordi, det ene er bedre end det andet - der er masser af gode film om folk, der får cancer - men der er også noget eksotisk i det ordinære nogen gange. Normale mennesker har ikke nødvendigvis en stor historie at fortælle, men derfor kan man godt interessere sig for, hvordan de har det alligevel.

Det er jo også en meget følelsesladet film, som skildrer følelsesladede mænd. Det var noget du også udforskede i ‘Sandheden om mænd’, men man ser det ellers ikke så meget.

Rasmus: Det er sjovt, for der bliver jo lavet flest film om mænd, men der bliver lavet meget få film om mænds følelser og eksistentielle konflikter. Men jeg elsker den type film, og jeg synes, de er vigtige at lave, simpelthen fordi jeg kan genkende mig selv i de ”maskuline” problemer, hvis man skal dele det sådan op. ‘Sandheden om mænd’ åbnede på mange måder mine øjne i forhold til at udforske de følelser, og ‘I blodet’ er da helt klart en forlængelse af den proces. ‘Sandheden om mænd’ var et møde med nogle ting, som jeg synes ville være sjove at vende tilbage til og dykke længere ned i. Så det har jeg gjort.

I blodet/Scanbox

Hvorfor har du valgt at give København sådan en central rolle i filmen?

Rasmus: Det var supervigtigt at indlemme byen i filmens fortælling. Og København er jo en by, der bliver ejet af de unge. Det er deres by. Når jeg kører rundt i København, er det dem i 20'erne, der fylder gadebilledet: Det er dem, der lever, dem der definerer og tager stederne til sig, og dem, der sætter rammen for, hvad byens sjæl, følelser og stemning er. Og der ligger en identitet i at bo i byen, og i at finde sig selv på de gadehjørner og i de kvarterer, hvor ens venner også er.

Kristoffer: Man kunne lave to film om København: En om sommeren og en om vinteren. Så er det nok sjovest om sommeren, fordi den er mest brugbar, den bliver meget større, fordi folk ikke er indenfor og lukkede. Hvis vi lavede en film om vinteren, ville vi følge denne her drengegruppe, der bare sad og ventede på at det bliver sommer.

Og ellers ville det være en julekalender.

Kristoffer: Det er to’eren. ‘Blodet i Julen.’

Rasmus: Men det der sommerportræt er jo også en fantastisk kvalitet ved byen, at den er så fantastisk om sommeren, og virkelig bliver vækket til live. Og al det liv var en sjov og dejlig kontrast at have, rent dramatisk, til en fortælling som jo er forholdsvis dyster, og handler om en mørk tid i en persons liv. For byen kan jo også lukke sig om karaktererne, og ræsonnere en stor ensomhed for dem. Og andre gange åbnede den sig op, og var som en legeplads.

Hvad var en af de sjoveste scener at filme?

Kristoffer: Altså, vi kan jo snakke om de scener, der foregår i vand. Jeg er nemlig ikke så vild med vand, og det fandt jeg så ud af under optagelserne. Men Simon elsker vand. Der er nogle scener fra Sverige - hvor det for øvrigt var pissekoldt - hvor jeg bare skulle kaste mig ud i det, og dykke nøgen rundt og alt det der. Så kom jeg op af vandet - og bang! Så lå jeg bare på gulvet. Og så var vi jo også nede i junglen...

Rasmus: Der var også vand.

Kristoffer: Det var ikke bare vand - det var junglevand.

Rasmus: Vi optog i Thailand, og vandet var helt mørkt og grumset. Lige før Kristoffer skulle i vandet, så vi bare jordens største fugleedderkop. Vi fik den lige vippet ud af båden, og så skulle Kristoffer hoppe i, og svømme rundt i det der grumsede flodvand. Så det holdt vi lige hemmeligt, til vi havde fået det i kassen.

Kristoffer: Men det var også sjovt. Så fik man sgu da også lige overvundet den frygt. Og jeg har da hoppet i havnen et par gange siden filmen, så jeg synes, jeg fik kureret nogle gamle ting.

Rasmus: Nogen gange er det jo også, når det er hårdest, at det er sjovest. Fordi man virkelig skal være fælles om at finde vej gennem scenen. Og når det så forløser sig, og man når derhen i fællesskab, så er det jo også en sindssyg stærk følelse af samhørighed. Vi skabte jo også et bånd mellem os som mennesker og venner.

Kristoffer: Det var også meget naturligt nogen gange, når vi skulle fodre en slange eller løbe rundt med en ged… du står der, og okay, der er en ged, og den vil den vej. Så kan du ikke gøre andet end at have det for grineren. Det var en god sommer.

Rasmus: Det var en rigtig god sommer.

I blodet er aktuel i biografen.

Kunne du lide nyheden? Giv den noget kærlighed!
SKRIV DIN EGEN ANMELDELSE
Anonymuser/0
Du skal være logget ind for at skrive en anmeldelse.

Nyeste brugerkommentarer

Julius

Det her er formentlig en god ting for Star Wars, mens det måske er skidt for Disney lige nu. Star Wars har brug for pauser.

4 timer siden
Jacob

Jeg er ikke overrasket at de tager den beslutning, men håber virkelig at de snart har lært lektien.

6 timer siden
Horsi

Rion Johnson har selv været ude og sige at han godt kan lide at lave film hvor den ene halvdel af publikum elsker det og den anden hader det.

7 timer siden
magicthe

Hej Stine

9 timer siden
CINEMANDRUP

Virkelig stærk bog og indtil videre har denne lille teaser trailer sat en god stemning. Håber den gør bogen ære.

10 timer siden

Aktive debatter