Mel Gibsons comeback?

Hacksaw Ridge imponerer i Venedig
Billede
(© UIP)

Mel Gibsons nye film, Hacksaw Ridge, er blevet vist på filmfestvialen i Venedig. Kritikerne er særdeles positive overfor den voldelige krigsfilm med et pacifistisk budskab.

Den 60-årige skuespiller og instruktør har ikke instrueret en spillefilm siden Apocalypto fra 2006. Med 'Hacksaw Ridge' fortæller Mel Gibson historien om soldaten Desmond T. Doss, der blev hædret for sin deltagelse i Anden Verdenskrig, selvom han nægtede at affyre et eneste skud.

Filmen har dog stadig fokus på krigens rædsler, og hermed skulle den være ligeså brutal som Gibsons andre film som instruktør. Det siger naturligvis ikke så lidt.

Men denne gang skulle der være mere mening med galskaben. De tunge amerikanske stemmer på en filmfestival er i hvert fald glade. The Hollywood Reporter mener, at filmen formår at kombinere rædsler med et moralsk kompas, imens Variety sætter pris på det menneskelige fokus volden til trods. Også The Guardian, The Wrap og Screen International er begejstrede.

Til gengæld hører Mel Gibson stadig hjemme blandt Hollywoods mest kontroversielle personager. The Playlist mener fx, at filmen glorificerer et religiøst budskab, og hermed kan diskussionerne begynde. Uanset hvad er en film instrueret af Mel Gibson stadig en begivenhed af de større.

Traileren kan ses nedenfor, og Hacksaw Ridge får dansk premiere den 10. november.