7 film der aldrig må genindspilles
At film bliver genindspillet, er intet nyt og har fundet sted, siden mediets oprindelse for over 120 år siden. Men nogle film fortjener bare at forblive et enkeltstående værk, der står helt og aldeles for sig selv.
Det kan skyldes, at filmen revolutionerede sin tid med elementer, der senere vil virke forældede eller endda klichéfyldte. Eller at filmene rammer et mesterværksniveau, som nærmest kun kan skuffe, hvis andre forsøger at gøre kunsten efter.
Desværre er der flere eksempler på, at man har trodset denne originalitet og nyfortolket klassiske, banebrydende værker. Psycho, The Day the Earth Stood Still og de adskillige amerikanske genindspilninger af internationale succeser og kunstfilm er måske de mest grelle af deres slags.
Heldigvis er der stadig film, som ikke er blevet genindspillet, og vi håber, at det forbliver sådan. Her er syv værker, som aldrig må få et remake!
Citizen Kane (1941)
Et af historiens mest banebrydende værker, der ofte bliver fremhævet som den bedste film nogensinde. Årsagen skal findes i den for sin tid komplekse historiefortælling med flashbacks, dokumentariske optagelser og (u)pålidelige fortællere samt i den stilsikre instruktion, kameravinklerne og - i den mere nørdede afdeling - billedernes dybdeskarphed. Selvom historien, om en bladmoguls storhed og fald, er temmelig let at gengive, vil fornemmelsen af det originale naturligvis gå tabt, og når der er tale om et så hæderkronet værk, måske den dummeste film at forsøge at genindspille.
The Godfather (1972)
Francis Ford Coppolas gangsterdrama er egentlig ikke særlig original, og selv i sin tid var de filmiske greb traditionelle og konservative. Og forlægget af Mario Puzo går næppe over i historien som det største litterære værk. Men alt i 'The Godfather' lykkes på en eller anden måde: Skuespillet, historiefortællingen, dialogen, lyssætningen, musikken, klipningen, kameraarbejdet, ja helt ned bitte små detaljer som Marlon Brandos mimik. Coppolas niveau er så tårnhøjt, at en ny version blot ville føles som inferiør og én af mange andre gangsterfilm.
Jaws (1975)
'Jaws' burde faktisk ikke være så fremragende, som den endte med at blive, og det skyldes primært Peter Benchleys ret underlødige bog, som det hele er baseret på. Men med en ung Steven Spielberg ved roret, der formåede at kombinere klassiske tricks fra Hitchcock-skolen med en frisk tilgang til historiefortælling, endte gyseren ikke blot med at blive den første moderne blockbuster, men også instruktørens første mesterværk. En genindspilning ville formentlig fokusere for meget på haj-action, og derved ville den ligne det utal af efterligner og efterfølgere, der fulgte i kølvandet på 1975-klassikeren.
Pulp Fiction (1994)
Kan du forestille dig Anthony Mackie fremsige Ezekiel 25:17-verset og herefter skamskyde stakkels Brett? Eller hvad med en dialog om hollandske hashregler mellem Don Cheadle og Seth Rogen? Nej, vel. 'Pulp Fiction's styrke i Tarantinos manuskript hænger uløseligt sammen med skuespillerne, og en genindspilning ville allerede være dødsdømt, hvis man skiftede Samuel L. Jackson, John Travolta og Co. ud. Tarantino har ikke engang selv nået dette mesterlige niveau siden, og det er der en grund til.
The Matrix (1999)
'The Matrix' føltes vildt original i sin tid, men formåede i virkeligheden blot at kombinere elementer fra asiatiske actionfilm, Gordon R. Dicksons sci-fi-roman 'Necromancer' med cyberpunk i stil med animé-klassikeren Ghost in the Shell. Nyskabelsen var på den tekniske side, hvor det såkaldte bullet time for første gang blev udbredt i populærkulturen. En genindspilning ville blot opdatere de effekter, der er blevet synonym med 'The Matrix', men næppe tilføre noget nævneværdigt nyt og føles som et plagiat. De to efterfølgere satte tingene i relief og beviste, at den første film var særligt sublim, og desværre også at det var en engangsfornøjelse.
Blinkende lygter (2000)
Filmen, som kino.dk’s brugere har kåret til den bedste danske nogensinde, er ikke kun en milepæl i den hjemlige produktion. Den er også noget nær umulig at genindspille, lidt af samme årsag som inspirationskilden 'Pulp Fiction'. Hvem skulle kunne fremsige tørt konstaterende replikker som Ole Thestrup? Hvem skulle træde i Ulrich Thomsens svært afhængige rolle som Peter? Og hvem skulle kunne pløkke køer som Mads Mikkelsen? Selv hvis man fandt skuespillerne, ville replikkerne virke som et svagt ekko af Anders Thomas Jensens fabelagtige manuskript.
The Lord of the Rings (2001-03)
Peter Jackson gjorde det umulige, da han filmatiserede J.R.R. Tolkiens monumentale fantasy-værk. Der havde tidligere været forsøg på at skabe en animeret udgave af 'Ringenes Herre', men efter første del måtte man sande, hvor vanskeligt transformerbart universet og bøgernes 9.250 sider var. Jacksons genistreg bestod i nøje at afmåle, hvad der var teknologisk muligt, og i øvrigt bruge gode, gammeldags perspektiv-tricks, hvor computereffekter ville være unødvendige. Kun få gange fraveg han fra dette princip, især i The Return of the King, men helhedsindtrykket var en perfekt balance mellem det storladne og det nære, der ikke er ramt nær så imponerende i genren hverken før eller siden. En genindspilning kunne sikkert gå mere i dybden med flere af historiens facetter og være mere tro mod bøgerne, men en så fin kombination af et stramt plot og en indføring i Middle-earths verden synes nærmest umulig at overgå.
Hvilke film ser du helst, aldrig bliver genindspillet?