Spielberg hyrer Deadpools makker

Komiker i Ready Player One
Billede
(© Deadpool/20th Century Fox)

T.J. Miller skal ifølge The Hollywood Reporter spille med i Steven Spielbergs filmatisering af Ready Player One.

Komikeren (født Todd Joseph Miller) er bedst kendt for sin rolle som Weasel i den populære superheltefilm Deadpool, der er titelpersonens modvillige medhjælper med havnearbejderjargon. Derudover kan den 34-årige amerikaner opleves i tv-serien 'Silicon Valley', der netop er blevet forlænget med sin fjerde sæson næste år.

Steven Spielberg har allerede hyret Tye Sheridan, Olivia Cooke, Simon Pegg, Ben Mendelsohn og Mark Rylance til filmversionen af Ernest Clines roman om teenageren Wade Watts, der leder efter en gigantisk formue inde i en virtuel verden kaldet OASIS.

T.J. Miller skal spille karakteren i-R0k, en forfærdelig online troll, der gør livet surt for andre brugere af OASIS. Vi må erkende, at Deadpool-stjernen virker helt oplagt til at spille præcist denne rolle.

Ready Player One får premiere den 29. marts 2018.