Skal Shrek genoplives?

DreamWorks har solgt den grønne trold
Billede
(© DreamWorks Animation)

For to år siden kunne vi skrive, at flere Shrek-film er på vej. Nu har Deadline nyt om sagen - om det er godt eller dårligt nyt, er vi dog lidt usikre på...

DreamWorks Animation blev i april opkøbt af Comcast for den nette sum af 3,8 mia. dollars. I går afslørede en af cheferne, Steve Burke, at de i fremtiden vil udsende fire animationsfilm om året - og at 'Shrek 5' er del af disse planer.

Burke indrømmede her, at de endnu ikke ved, om den næste film vil blive en regulær fortsættelse eller et reboot af universet. Sidstnævnte løsning lyder knap så lovende. Hvorfor - eller hvordan - rebooter man Shrek? 

Filmserien om den grønne trold, Æsel og Prinsesse Fiona har tilsammen indspillet tæt på 3 mia. dollars på verdensplan, så det er næppe overraskende, at Comcast ønsker at fortsætte det populære brand.

Steve Burke fortalte desuden, at Chris Meledandri fra Illumination Entertainment er blevet hyret som ansvarlig for den fremtidige behandling af Shrek-universet samt de to andre filmserier, Kung Fu Panda og How to Train Your Dragon.

- Han (Chris Meledandri) skal hjælpe os kreativt med at regne ud, hvordan vi genopliver Shrek og de andre DreamWorks-franchises samt skaber nye, lyder udtalelsen fra Burke.

Spørgsmålet er så, om der er behov for mere Shrek, nu hvor DreamWorks Animation ikke er involveret? Og om et reboot vitterligt er vejen frem?