Jojo Moyes: "Jeg tabte kæben"

Interview med kvinden bag Mig før dig
Billede
(© Mig før dig / MGM)

I forbindelse med premieren på Mig før dig har vi talt med forfatteren bag den populære bog, Jojo Moyes, der også har skrevet manuskriptet til filmen.

Det romantiske drama handler om den flyvske Louisa Clark (Emilia Clarke), der bliver hjælper for handicappede Will Traynor (Sam Claflin). Men Will er lige så sortsynet, som Lou er optimistisk. Dog er den stædige, unge kvinde fast besluttet på at give Will livslysten tilbage.

©SF Film

Det er sjældent, at en forfatter får lov til at skrive manuskriptet til filmen baseret på deres egen bog. Hvordan gik du til opgaven?

Det var den mest udfordrende og fornøjelige ting, jeg har gjort i årevis. Jeg troede slet ikke, jeg ville blive spurgt om det. Men filmselskabet ville meget gerne bibeholde balancen mellem humor, romantik og de mere alvorlige dele af bogen. Så de tog fat i mig.

Den bedste manuskriptskrivningsuddannelse var at være på filmsettet. Der er ingen erstatning for at kunne høre ordene komme fra skuespillerne, og opleve, hvordan deres bevægelser påvirker replikkerne.

Især i forhold til Will. Her opdager man lynhurtigt, hvor vigtige ordene er, når man ikke kan bevæge sig fra nakken og nedefter. Så det var essentielt at få alt, hvad han sagde, til at sidde lige i skabet. I modsætning til eksempelvis Patrick (Matthew Lewis), der stort set altid løber, og hvor man er halvt fokuseret på al den nylon, frem for det han siger. Haha.

©SF Film

Havde du mulighed for at ændre på manuskriptet, da optagelserne var begyndt?

Der blev justeret hele tiden! Hvilket blot er et vidne om, hvor talentfulde og fleksible skuespillerne er. Instruktøren Thea Sharrock var meget samarbejdsvillig, så vi kunne sidde helt op til det sidste øjeblik og ændre på replikkerne.

Hvordan var det at se Will, din egen karakter, i levende live?

Den første gang, jeg så Sam Claflin, var på settet, og jeg tror måske min kæbe ramte gulvet. Det var min første dag og åbningsscenen, hvor Will forlader sin lejlighed som en rask person, skulle optages. Der så jeg et menneske, som tidligere kun havde eksisteret i mit hoved, komme gående i regnen. I det øjeblik slog det mig, at nu var det ikke længere kun mig i et rum med manuskriptet. Det var fantastisk.

©SF Film

Var det lettere at skrive manuskriptet, når nu bogen er så filmisk i sig selv?

Det tror jeg helt sikkert. For nogle forfattere ville det være umuligt at skrive filmudgaven af deres bog, for de fokuserer meget mere på sproget frem for at se deres scener filmisk. Når jeg er i en skriveproces, lægger jeg mig ned på gulvet... Det er vigtigt at ligge på gulvet. Haha. Når jeg ligger der, så spiller jeg scenerne i bogen igennem i mit hoved, som var det en film. På den måde forsøger jeg også at skrive meget visuelt, så læseren let kan forestille sig handlingen. Så jeg tror, at det måske har været lettere for mig end andre forfattere.

I nogle øjne kan plottet minde lidt om den franske De urørlige. Påvirkede det filmens proces?

Faktisk havde jeg en filmaftale på plads året før. Det eneste der manglede, var en underskrift. Men da filmselskabet hørte om 'De urørlige', trak de sig. Jeg blev vred! Haha. For jeg ville så gerne have, at bogen blev til en film, men så kom jeg over det og levede videre.

Senere skulle jeg flyve til USA, og da jeg ville se en film, var 'De urørlige' den første, der dukkede op. Jeg kan huske, at jeg tænkte: 'Virkelig?'. Haha. Men jeg så den, og selvfølgelig kunne jeg lide den.

©SF Film

Hvad synes du om det endelige resultat af 'Mig før dig'?

Jeg er virkelig glad for den. Det håber jeg også, alle andre er. Det er umuligt for mig at være mere tæt knyttet til den. Intet i filmen kommer som en overraskelse for mig, og det er en sjælden position at være i som forfatter. Så jeg er meget stolt af den, og jeg ved, at instruktøren Thea er meget stolt af den. Nu håber jeg bare, at publikum vil tage godt imod den.

Vil du skrive flere manuskripter i fremtiden?

Faktisk nød jeg processen så meget, at jeg allerede har skrevet to yderligere manuskripter over mine bøger. Bl.a. 'En plus en'. Så lige nu kan jeg ikke sige så meget andet end, at jeg elsker at arbejde sammen med Warner Bros., og jeg arbejder på et nyt projekt med dem.

'Mig før dig' er aktuel i biografen