Skal Joaquin Phoenix spille Jesus?

Skuespilleren på tale til bibelsk film
Billede
(© I'm Still Here/They Are Going to Kill Us Productions)

Joaquin Phoenix er måske ikke den første, man tænker på til rollen som Jesus, men han er ikke desto mindre øverst på listen over kandidater til at spille Guds søn i filmen 'Mary Magdalene'. Det skriver Deadline.

På den anden side er Phoenix noget af en kamæleon, der kan tilpasse sig stort set alle typer roller, og hans talent hersker der ingen tvivl om.

'Mary Magdalene' har Rooney Mara i titelrollen som den unge kvinde, der tilslutter sig Jesus' følge og er vidne til både hans død og genopstandelse. Herfra er historien mindre klar, for hvor nogle middelalderlige fortolkninger gør hende til prostitueret, nævnes dette intet sted i evangelierne, der i stedet taler om en form for dæmonuddrivelse.

Hvis ikke filmens plot lægger op til debat, vil valget af hvide skuespillere til de jødiske/mellemøstlige roller uden tvivl skabe en del kontroverser i et Hollywood, der for tiden er meget opmærksomme på diversitet.

'Mary Magdalene' instrueres af den noget uprøvede Garth Davis, og det forventes, at den bibelske film får premiere i 2017.