Cookie- og Privatlivspolitik
Kino.dk's guide til... zombiefilm

Kino.dk's guide til... zombiefilm

Her skal du starte

Stem op!
237
Stem ned!
0
(reset)

Sorgenfri, der har premiere i dag, er noget så sjældent som en dansk zombiefilm. I den anledning har vi kigget tilbage på genren, der har levende døde som omdrejningspunkt.

For hvad kendetegner en zombiefilm? Der skal selvfølgelig være nogle ækle lig, som er blevet vakt til live, eller nogle mennesker, som bliver inficeret og derved forvandlet til hjernedøde væsner. Der skal også være en gruppe overlevende, som næsten altid er uenige om, hvordan de bedst muligt kommer igennem uhyrlighederne.

De bedste zombiefilm er både gode gysere og spændende action-thrillers. Samtidig har genrens mesterværker en social kommentar til fx forbrugerkultur, overbefolkning, forurening eller lignende.

Men hvilke film skal du se, og hvilke skal du undgå?

Vi præsenterer vores guide til de populære zombiefilm.

De absolut vigtigste!

The Night of the Living Dead/Image Ten
Night of the Living Dead (1968)
Instruktøren George A. Romero revolutionerede filmmediet med denne lavbudgetgyser optaget i sort-hvid. Mange af kendetegnene ved genren blev etableret her: Langsomme levende døde, en gruppe overlevende, der plages af indbyrdes stridigheder, og en lang række samfundskritiske overtoner. Slutningen er blandt de mest kompromisløse i gyserhistorien.

Dawn of the Dead/Laurel Group
Dawn of the Dead (1978)
George A. Romeros efterfølger til 'Night of the Living Dead' er på flere måder en bedre film, fordi instruktøren har fået flere penge og lidt mere styr på filmsproget. Hvor etteren fokuserede på krybende frygt, er toeren både sjovere og mere action-fyldt. Samtidig slog den hårdt ned på datidens konsumer-kultur ved at lade et indkøbscenter være centrum for begivenhederne, og der er masser af opfindsomme detaljer undervejs.

28 Days Later.../DNA Films
28 Days Later... (2002)
Et af de moderne mesterværker inden for genren blev skabt af den alsidige Danny Boyle, der opdaterede de langsommelige væsner ved at gøre dem lynhurtige og dermed farlige på ny. Viruselementet var set før, men sjældent så udtalt som i '28 Days Later...', og dens post-pandemiske tilgang har inspireret adskillige efterfølgende værker.

Strålende. Snyd ikke dig selv!

Day of the Dead/Laurel-Day Inc.
Day of the Dead (1985)
Romeros trilogi afsluttes flot, men mindre storslået, med 'Day of the Dead', hvor Jorden nærmest er blevet overtaget af zombier. En gruppe bestående af militærfolk og videnskabsmænd befinder sig i en bunker, hvor sidstnævnte foretager grusomme eksperimenter på levende døde for at finde frem til en kur mod smitten. Originaliteten ligger i, at vi denne gang ser dele af begivenhederne fra zombien Bubs synspunkt, og begreberne god og ond viskes for alvor ud.

Shaun of the Dead/Universal Pictures
Shaun of the Dead (2004)
Det emmer af kærlighed til genren i Edgar Wrights komedie, der blev første kapitel i den såkaldte Cornetto-trilogi med Simon Pegg og Nick Frost. Blandingen af britisk humor og levede døde fungerer overraskende godt, og filmen banede vejen for flere selvbevidste og ironiske værker i genren, bl.a. den amerikanske 'Zombieland', der også kan anbefales.

[REC]/Filmax
[REC] (2007)
En af filmhistoriens uhyggeligste scener er at finde i slutningen af denne spanske gyser, der blev genindspillet i USA som 'Quarantine'. Men ud over afslutningen er der adskillige chok i den åndeløst spændende fortælling om en etageejendom, der kommer i karantæne, efter en virus forvandler beboerne til kødædende zombier.

Gode. Men ikke for alle.

White Zombie/Victor & Edward Halperin Productions
White Zombie (1932)
Oprindeligt var zombier forbundet med haitiansk voodoo-magi, og det er sådan en konstellation, vi møder i Victor Halperins 1932-film. Bela Lugosi, der blev kendt for at portrættere Dracula året forinden, er den skumle heksedoktor, der gør en ung kvinde til sin zombieslave.

Zombi 2/Variety Film Production
Zombi 2: The Dead Are Among Us (1979)
Egentlig findes der ikke en etter, men folkene bag Lucio Fulcus gyser forsøgte at sælge den som en slags efterfølger til Romeros populære kultfilm. Det ændrer ikke ved, at 'Zombi 2' (eller 'Zombie Flesh Eaters') bød på nye elementer i genren. Mest signifikant er de ekstremt frastødende splatterscener, hvor kroppe bliver revet fra hinanden, og øjne bliver spiddet.

The Return of the Living Dead/Hemdale Film
The Return of the Living Dead (1985)
Der kom en del efterfølgere til denne komiske og uhøjtidelige 1980er-spoof, men etteren er nu den bedste. Igen er det forurening, der er skyld i miseren, da et farligt kemikalieudslip er skyld i, at de døde rejser sig fra gravene for at terrorisere unge punkere og sagesløse indbyggere.

Dawn of the Dead/Strike Entertainment
Dawn of the Dead (2004)
Hurtige zombier blev introduceret to år tidligere i '28 Days Later...', men fungerer lige så overbevisende i Zack Snyders remake af Romero-klassikeren. Nogle af genrens mest effektivt uhyggelige scener er at finde i filmen, hvor især åbningen får det til at løbe koldt ned ad ryggen.

World War Z/Paramount Pictures
World War Z (2013)
Brad Pitt spiller hovedrollen i den 190 mio. dollars dyre produktion af Bond-instruktøren Marc Forster, der leverede vildt flotte set-pieces fra flere steder i verden. Zombierne er i hobetal og optræder næsten som insekter med en fælles, kollektiv hjerne, der gør individet overflødigt og målet altoverskyggende. Filmens problem ligger i den for genren lave censur, der gjorde begivenhederne en kende for polerede. Og så har vi ikke engang nævnt de ærgerlige plothuller.

Træd varsomt!

Dead Alive/WingNut Films
Dead Alive/Braindead (1992)
Peter Jacksons splatterfilm har referencer til Hitchcock-klassikeren 'Psycho' og var i sin tid berygtet for at være den blodigste film nogensinde. Plæne-klipperscenen i slutningen er da også imponerende og stod nok for en stor del af de 300 liter falske blod, der blev brugt til optagelserne. Udgydelserne gør, at filmen langt fra er for alle, og den hektiske fortællestil vidner om en instruktør, der stadig er ved at finde sit filmsprog.

Resident Evil/Constantin Film Produktion
Resident Evil (2002)
Få havde regnet med, at en filmatisering af et computerspil ville blive så populær og endda medføre fire efterfølgere samt endnu en på vej i 2017. Årsagen skal muligvis findes i Milla Jovovichs seje hovedkarakter, Alice, der igennem filmserien forsøger at finde roden til zombieepidemien, hvilket sætter hende på sporet af den magtfulde Umbrella Corporation. Serien byder på langt mere action end uhygge, og der bliver malet med den brede pensel, men det er også ganske underholdende og uforpligtende.

Planet Terror/Troublemaker Studios
Planet Terror (2007)
Mens Tarantinos bidrag til Grindhouse-projektet var en homage til 70ernes "muskelbil-exploitation", hyldede Robert Rodriguez zombiegenren med den veloplagte 'Planet Terror'. Filmen bliver næppe en klassiker inden for kategorien, men har bestemt nogle huskværdige øjeblikke, som da Freddy Rodriguez udstyrer Rose McGowan med et gevær i stedet for hendes manglende, højre ben.

Undgå. Kun for samlere.

House of the Dead/Boll Kino Beteiligungs GmbH & Co. KG
House of the Dead (2003)
Uwe Boll er måske verdens ringeste instruktør, og hans bidrag til zombiegenren er intet mindre end horribel. Plottet, om en gruppe unge, der rejser til en ukendt ø for at deltage i et raveparty, er fortalt med endeløs brug af voiceover og kiksede stillbilleder. Når de levende døde først kommer på banen, bliver det et så tamt forsøg på at være cool, at det næsten er sjovt. Men mest af alt trættende.

Survival of the Dead/New Romero
Survival of the Dead (2009)
Efter mere eller mindre på egen hånd at have skabt zombiegenren, formåede George A. Romero at sætte sit ry over styr med sin tilbagevenden til genren i 2000erne. 'Survival of the Dead' er den værste af de tre nye film, den legendariske instruktør kastede sig over, hvilket bl.a. skyldes de tomme karakterer, det åndssvage plot og de trættende action-scener.

Sorgenfri får premiere den 31. marts.

Kunne du lide nyheden? Giv den noget kærlighed!

Kommentarer

SKRIV DIN EGEN ANMELDELSE
Katrine

Jeg har lært at elske denne genre af min mand, personligt er jeg vild med World War Z, alle Resident Evil film, og selvfølgelig Zombieland som absoluter mangler på denne liste med legendariske men også ret elendige zombie film...

Thomas

Undrer mig at Dead Snow (Død Snø norsk film) ikke bliver nævnt i denne her sammenhæng, da den burde også være på listen.

Dunbar

Hvor jeg synes, at den største udeladelse er den franske zombiefilm La Horde (eller The Horde), som, synes jeg, også fortjener en plads på denne liste.

Derudover er Død Sne da også en ganske sjov og vellavet zombiefilm, og den er endda norsk.

Wayne

Så passer det fint;

Der skal selvfølgelig være nogle ækle lig, som er blevet vakt til live, eller nogle mennesker, som bliver inficeret og derved forvandlet til hjernedøde væsner.

Kimuser/437401

Glæder mig sgu til at se den i aften, mine forventninger er helt afstemte, men man kan ikke undgå at håbe!

Totalt fedt at Danmark er kommet på kortet med zombie film!

Wayne

Men når det kombineres med humor, så hjælper det gevaldigt.

28 Days Later og World War Z er glimrende - også som thrillere/action film. Jeg undrer mig over at I Am Legend ikke er nævnt ved samme lejlighed - det er meget i samme stil.

Når nu de humoristiske Shaun of the Dead og Planet Terror bliver nævnt - så havde Zombieland fortjent mere end en parantes.

Jacob

Nu er det jo zombiefilm som er her i artiklen.
I Am Legend har absolut intet som helst at gøre med zombier at gøre. Kreaturerne som er i filmen er meget mere vampyrlignende, lige som i bogen.

Sider

Anonymuser/0
Du skal være logget ind for at skrive en anmeldelse.

Nyeste brugerkommentarer

Antaeus

Jeg har efterhånden set en del toplister over de animerede Disneyfilm fra en lang række personer.

31 minutter siden
Thomas

I Marvel filmene fik Scarlet Witch og Quicksilver først deres superkræfter efter den første Avengers film, ved hjælp af Hydra og Lokes scepter.

2 timer siden
rene

Syntes på denne list at Munich er en af de dårligst film sammen med Amistad, og Tintin fandt jeg virkelig underholdne

7 timer siden
Frankuser/1079312
Frankuser/1079312

Sådan ødelægger man en vittighed:

9 timer siden
Kim
Kim

Hvis jeg ikke vidste bedre ville jeg tro, at det var en lille slet skjult hilsen til Colin Kaepernick...! ;-) hmmmm...

1 dag siden

Aktive debatter