Bryan Singer og Kaptajn Nemo

En ny verdensomsejling under havet
Billede
(© X-Men/20th Century Fox)

Vi har tidligere skrevet om de mange forsøg på en ny filmatisering af 'En verdensomsejling under havet'. Nu er det bekræftet, at Bryan Singer og 20th Century Fox starter optagelserne til efteråret.

X-Men-instruktøren har tidligere moderniseret et klassisk eventyr i form af Jack the Giant Slayer, der ikke fik dansk biografpremiere, men forhåbentligt går det bedre denne gang.

Historien om Kaptajn Nemo, og undervandsbåden Nautilus, har i hvert fald masser af potentiale, og det kan næsten undre, at Hollywood ikke har produceret flere udgaver.

De seneste versioner har alle været tv-film, og man skal tilbage til Kirk Douglas-klassikeren fra 1954 for at finde en seriøs Hollywood-fortolkning af Jules Vernes roman, der udkom i 1869.