3 andre Momo’er

Japanske tegnefilm for familien (Advertorial)
Billede
(© Angel Films)

I næste uge får den japanske familiefilm Brevet til Momo, der er åbningsfilmen ved den tredje sæson af børnefilmkonceptet RABALDER BIO, premiere.

Hiroyuki Okiuras håndtegnede anime handler om den unge pige Momo, der flytter fra Tokyo til en afsides ø og bliver venner med tre mystiske væsner, der måske, måske ikke, kan hjælpe hende med at komme i kontakt med sin savnede, afdøde far.

Du kan se traileren til 'Brevet til Momo' her.

I den anledning er her tre andre børnevenlige film fra Japan, der ligesom ’Brevet til Momo’ alle mere eller mindre handler om familier, der har sorg inde på livet, søger tilflugt i den landlige idyl, og finder svar i det overnaturlige.

Min nabo Totoro/Camera Film
Min nabo Totoro (Tonari no Totoro, 1988)

Den mest oplagte sammenligning med ‘Brevet til Momo’ er Hayao Miyazakis moderne klassiker Min nabo Totoro. Ligesom ’Momo’ handler filmen om børn, der bliver venner med mærkelige væsener af udefinerbar oprindelse. Monstrene kaldes Totoros, og sammen med dem, kan de to unge søstre, Satsuki og Mei, komme igennem en svær tid, hvor deres mor ligger syg på hospitalet. Sorg håndteres på fineste vis, og filmen giver helt unge filmelskere mulighed for at tackle svære emner som sygdom og frygten for at miste en forældre - et emne der også er til debat i 'Brevet til Momo'.

Arriettys hemmelige verden/Camera Film
Arriettys hemmelige verden (Kari-gurashi no Arietti, 2010)

Nogle gang låner japanere fra Vesten, hvilket er sagen med Arriettys hemmelige verden, der bygger på Mary Nortons klassiker 'Lånerne'. Filmen følger lilleput-pigen Arrietty, der er 10 centimeter høj og bor under gulvbrædderne i et gammelt hus i Tokyos forstæder. Hendes familie lever af at "låne" fra menneskene, der aldrig må kende til deres eksistens... men en dag flytter menneskedrengen Sho ind, og Arriettys liv forandres for altid. Mesteren Miyazaki har produceret og skrevet, men instruktionen står Hiromasa Yonebayashi for.

Wolf Children
Wolf Children (Ookami kodomo no Ame to Yuki, 2012)

Som i de fleste asiatiske tegnefilm er ’Brevet til Momo’ ikke bange for at postulere, at der findes mere mellem himmel og jord. Det samme gælder ‘Wolf Children’ fra 2012, der handler om kvinden Hana, der forelsker sig i en varulv. Det lyder måske farligt, men romancen er gengældt og resulterer i to dejlige børn. Desværre dør faren, og Hana beslutter sig for at flytte på landet for at opdrage børnene langt væk fra andre levende væsener. Hun ønsker at give sine børn mulighed for selv at træffe beslutningen, om de vil være mennesker eller ulve.

Brevet til Momo får premiere den 25. februar.