Tarantino - bedst til værst
Få instruktører har som Quentin Tarantino sin helt egen stil og følge af trofaste fans. Egentlig har den 52-årige amerikaner skabt sine særlige universer ud fra hedengangne, ofte underlødige filmgenrer, som han dyrkede i sin ungdom.
Vi har i anledning af dagens premiere på instruktørens nye film, The Hateful Eight, rangeret hans bagkatalog. Og selvom han selv ser Kill Bill som en enkelt film, har vi valgt at placere dem hver for sig.
Niveauet er tårnhøjt, og kun toppen og bunden skiller sig kvalitetsmæssigt ud fra resten. Er du enig i rangeringen?
8. Death Proof (2007)
Ingen af Tarantinos film er dårlige, men 'Death Proof' er den mest gennemsnitlige af instruktørens værker. Filmen fungerede som den ene halvdel af projektet 'Grindhouse', hvoraf Robert Rodriguez' Planet Terror udgjorde den anden. Historien, om to piger, der hævner sig på en stuntmand, mangler den intensitet i dialogen, som Tarantino ellers har vist sig så dygtig til at skabe. Når man bruger så lang tid på replikker, kræver det, at man har de rette skuespillere til at fremføre dem, og for engang skyld er kvaliteten på dette punkt ikke god nok. Især første del føles ligegyldig. Men Kurt Russell er en fryd, og den afsluttende biljagt vældig veleksekveret.
7. Jackie Brown (1997)
Jackie Brown er den svære opfølger til mesterværket 'Pulp Fiction' tre år tidligere. Filmen hylder 70ernes blaxploitation-bølge ved at have Pam Grier (der spillede Foxy Brown i kultklassikeren fra 1974) i titelrollen og en række af de fedeste soulklassikere på lydsiden. Stilen fra den afroamerikanske subgenre er i det hele taget ramt spot on og emmer af entusiasme fra instruktørens side. Robert De Niro og Samuel L. Jackson befinder sig godt i deres roller, men filmen mister pusten flere gange undervejs og har ikke samme uforglemmelige dialog, som ellers kendetegner Tarantino.
6. Inglourious Basterds (2009)
Brad Pitt leder et hold nazistdræbere under Anden Verdenskrig, men det er Christoph Waltz, der stjæler billedet som den ækle SS-officer, Hans "Jødejægeren" Landa - en præstation der blev belønnet med en Oscar. Åbningsscenen, en hyldest til Sergio Leones Once Upon a Time in the West, indkapsler præcist den stemning, Tarantino er så fremragende til at skabe. Lange replikudvekslinger og en underliggende fornemmelse af, at helvede kan bryde løs når som helst, men også med et gran af humor eller i hvert fald et glimt i øjet. 'Inglourious Basterds' breder sig over flere plotforløb, hvoraf nogle er mere vellykkede end andre, og her ligger filmens største problem.
5. Kill Bill: Vol. 2 (2004)
Hvert kapitel i det todelte Kill Bill-værk var stilmæssigt dybt forskellige. Hvor første del var en ode til både asiatiske kampsportsfilm og spaghettiwesterns, dyrkede efterfølgeren næsten udelukkende sidstnævnte genre med sine støvede locations og markant langsommere fortælletempo. Stemningen er i særklasse filmens force, og muligvis er 'Kill Bill: Vol 2' Tarantinos mest vellykkede hyldest til forbilledet Sergio Leone, selvom han senere skulle komme til at dyrke westerngenren endnu mere rent. Scenen, hvor Bruden (Uma Thurman) begraves levende, er stadig den mest klaustrofobiske, man har set på film (ja, inkl. Buried), og finalen giver det mest følelsesmæssigt involverende øjeblik i hele instruktørens karriere.
4. Django Unchained (2012)
Man fornemmer, at der skulle noget særligt til, for at Leonardo DiCaprio kunne finde på at spille decideret dumt svin, og noget særligt er præcist, hvad Tarantino står for. DiCaprios samvittighedsløse, brutale og indimellem ufrivilligt komiske ranchejer, Calvin Candie, er dog ikke filmens eneste lysende skuespillerpræstation. Både Samuel L. Jackson som "husneger" og Christoph Waltz, der ligesom i 'Inglourious Basterds' får lov til at sige mange af de bedste replikker på den mest velartikulerede måde, overskygger Jamie Foxx' titelkarakter. 'Django Unchained' skeler til spaghettiwesterns, men handler samtidig om behandlingen af sorte slaver i nybyggertiden - og giver en af dem muligheden for at hævne sig på sine undertrykkere. Filmen er næsten perfekt, indtil den overflødige, sidste halve times tid sætter ind, og historien mister sit momentum.
3. Kill Bill: Vol. 1 (2003)
'Kill Bill' betød et nyt kapitel i Tarantinos instruktørkarriere og er hans æstetisk mest vellykkede film. En stiløvelse af de helt store med velkomponerede billeder, dynamiske hyper-klipning, skift mellem stort og hvid samt en anime-sekvens til at understrege det asiatisk inspirerede univers. Uma Thurman, der også spillede Mia i 'Pulp Fiction' ni år tidligere, udfolder sig som ægte action-stjerne i flot koreograferede scener, hvor lemmerne flyver og blodet sprøjter. Hævntemaet er blandt Tarantinos hyppigst anvendte, og det har sjældent været mere udtalt end her, hvor alle undtagen bruden bliver myrdet brutalt til et bryllup. Nu søger hun hævn over Bill.
2. Reservoir Dogs (1992)
Allerede i debutfilmen viste Quentin Tarantino, at han som få kunne skrive dialog, så selv de mest hverdagsagtige samtaler blev interessante. Kerneeksemplet er i midten af filmen, hvor Steve Buscemi brokker sig over, at hans dæknavn skal være Mr. Pink. I det hele taget lagde 'Reservoir Dogs' grundstenen for, hvad der skulle blive velkendte Tarantino-elementer: Cool musik og stil, hævntemaet og den eksplicitte vold. I sin nærmest kammerspillignende afgrænsning minder filmen om det nyeste værk, 'The Hateful Eight', der desuden har Michael Madsen og Tim Roth til fælles.
1. Pulp Fiction (1994)
'Pulp Fiction' er ikke kun Tarantinos bedste film. Det er en af filmhistoriens største mesterværker, der var banebrydende i sin tid og skabte utallige efterligninger rundt omkring i verden. Alt fungerer nærmest perfekt i den postmoderne film, der gør brug af en fragmenteret fortælleform. Filmen blev det store gennembrud for Samuel L. Jackson og betød et comeback for John Travolta. Scenerne mellem de to gangstere er og bliver genialt udført, og når de taler om betydningen af at give en anden mands kone fodmassage, fri hash i Holland eller burgernavne i Frankrig, er det hele tiden fælt underholdende og overraskende i al sin banalitet. Få film har i det hele taget så mange citerbare replikudvekslinger, en så gennemført 70er-stil og så velplacerede nøk til filmhistorien som 'Pulp Fiction'.