De største film i 2016?

Vores bud på årets bedst sælgende film i DK
Billede
(© Fantastiske skabninger... og hvor de findes/Warner Bros.)

2016 får svært ved at slå billetsalget i 2015, der endte med 14,2 mio. billetter i de danske biografer.

Antallet nærmer sig niveauet fra 2012 (14,5 mio. billetter), og ellers skal man tilbage til 1982 for at finde et år med flere danskere i biografen. Sammenlignet med 2015 mangler det nye år en James Bond-film, og der er ikke en komedie med Casper Christensen og Frank Hvam i nye problemer.

Til gengæld er der så meget andet. 2016 kommer ikke til at give sig uden kamp.

1. Flaskepost fra P
Billetsalget til Kvinden i buret (695.000 billetter) og Fasandræberne (749.000 billetter) taler for sig selv. Carl Mørck og Assad er en særdeles populær duo, og intet tyder på, at interessen skulle være dalende. Hans Petter Moland, der instruerede den veloplagte Kraftidioten, har overtaget instruktionen fra Mikkel Nørgaard.

2. Star Wars: Rogue One
Disneys række af nye Star Wars-film er kommet godt fra start, og herhjemme har The Force Awakens allerede solgt 531.000 billetter. Spin-off-filmen, som finder sted mellem Episode III og Episode IV, kan ikke forventes at nå samme højder, men med Mads Mikkelsen på rollelisten, er det stadig Carl Mørcks største udfordrer.

3. Klassefesten 3 - Dåben
De to første film fik tilsammen 1,1 mio. danskere i biografen, og det ligner endnu et hit for Anders W. Berthelsen, Troels Lyby og Nicolaj Kopernikus. For tredje film i træk er der en ny instruktør ved roret. Denne gang Birger Larsen.

4. Fantastiske skabninger... og hvor de findes
Indrømmet, det er ikke en rigtig Harry Potter-film, men at filmen tager udgangspunkt i samme univers, skulle være nok til at genstarte begejstringen for troldmænd og bæster udtænkt af den evigt populære J.K. Rowling.

5. Find Dory
Efter et par svage år kom Pixar stærkt tilbage med Inderst inde (495.000 billetter), og fortsættelsen til Find Nemo kunne nemt blive animationhusets næste store trumfkort. For 13 år siden så 474.000 danskere klovnefisken forsvinde i oceanet.

6. Inferno
Dan Brown-feberen er efterhånden svundet ind til en mild snue, men læserskaren er stadig enorm. Tom Hanks vender tilbage som Robert Langdon, og det bliver igen i selskab med en dansk skuespiller - denne gang i form af Sidse Babett Knudsen. The Da Vinci Code og Angels & Demons solgte hhv. 624.000 og 494.000 billetter.

7. Ice Age 5
Da serien var på sit højeste, solgte Ice Age 2 606.000 billetter herhjemme, imens Ice Age 4 måtte nøjes med 329.000 billetter. Ligesom Minions fra sidste år er 5’eren placeret midt i sommerferien. Det er ikke ligefrem en ulempe.

8. Fuglene over sundet
Danske film om Anden Verdenskrig er efterhånden blevet en fast del af årets repertoire. Fokus ligger denne gang på danske jøders flugt til Sverige, og det nære drama fremfor krigsscener taler formentlig til filmens fordel. Det gør heller ikke noget, at handlingen trækker tråde til nutidens problemstillinger.

9. Der kommer en dag
I 1967 fjernes to drenge fra deres mor og anbringes på børnehjemmet Gudhjem, hvor forholdene er endnu barskere end livet på Nørrebro. Periodedramaet med Lars Mikkelsen og Sofie Gråbøl ligner en af årets største danske begivenheder i biografen.

10. Kollektivet
Sidste gang Thomas Vinterberg stod bag en dansk film, førte det til 653.000 biografbilletter. Dramaet om et dansk kollektiv i 70erne er ikke omgivet af samme festival-hype som Jagten, men mindre kan også gøre det.

Ingen superheltefilm er at finde på ovenstående liste. Det samme gælder en stribe internationale animationsfilm, og en række danske projekter, der alle kan blive blandt årets mest sete.

Tarzan bliver måske et sommerfænomen, Bridget Jones er måske stadig populær, Independence Day 2 kan imponere, osv. Et sted mellem 225-250 titler får premiere i 2016, og kapløbet er først lige gået i gang.
 
Hvilke film tror du bliver årets største biografhits?