7 science fiction-film i 2016

Næste år i biografen
Allegiant/Nordisk Film
(© Allegiant/Nordisk Film)

Science fiction. En af tidens mest dominerende og populære genrer fortsætter ufortrødent dette år med syv film på premierekalenderen.

Fire af de følgende film er mere eller mindre højtprofilerede fortsættelser af en slags, men der er også blevet plads til tre originale værker - deriblandt et dansk af slagsen.

Her er et overblik over science fiction-filmene i 2016.

Allegiant
Efterfølgeren til Divergent og Insurgent fortsætter direkte efter det store opgør i den forrige film. Tris og Four er kommet om på den anden side af muren og beskyttes nu af det mystiske Bureau of Genetic Welfare. ’Allegiant’ er baseret på Veronica Roths roman af samme navn, men bogen deles op i to film. Del 2, Ascendant, forventes at få premiere i 2017.

Den 5. bølge
Den 16-årige Cassie Sullivan (Chloë Grace Moretz) er en af de få overlevende, efter rumvæsner har angrebet Jorden og bombet menneskeligheden tilbage til stenalderen. Filmen er baseret på Rick Yanceys bogserie af samme navn.

Independence Day 2: Resurgence
Den første af to planlagte fortsættelser til kæmpehittet Independence Day fra 1996 har atter Jeff Goldblum og Bill Pullman på rollelisten, mens Roland Emmerich vender tilbage som instruktør. 

Star Trek: Beyond
Star Trek Beyond

Efterfølgeren til Star Trek og Star Trek Into Darkness er den 13. spillefilm i serien. Chris Pine og Zachary Quinto spiller igen Kaptajn Kirk og Spock, mens Justin Lin overtager instruktørposten fra J.J. Abrams. Se den første trailer.

Fang Rung
Året er 2095, og i København er havene steget, og alt naturligt ferskvand er forsvundet. Efterretningschefen Fang Rung har undergået molekylær deling for at transportere sin ene halvdel til år 2015 for at sende forskning tilbage til fremtiden. Men den ene halvdel strander i fortiden. Carsten Bjørnlund (Arvingerne) spiller titelrollen i et sjældent dansk bud på science fiction-genren.

Star Wars: Rogue One/Walt Disney pictures
Rogue One: A Star Wars Story

Den første af en række nye film, der tager udgangspunkt i Star Wars-universet. Plottet drejer sig om en oprørsgruppes forsøg på at stjæle plantegningerne til Dødsstjernen. Filmens handling er placeret umiddelbart før Star Wars: A New Hope og har bl.a. Mads Mikkelsen på rollelisten.

Passengers
Chris Pratt og Jennifer Lawrence spiller hovedrollerne i en film, der foregår på et rumskib. Skibet skal transportere tusindvis af mennesker til en koloniplanet, men en fejl i en af sovekabinerne vækker en mand af sin dvale 90 år for tidligt. Med udsigt til at skulle blive gammel og dø alene beslutter han sig for at vække en anden passager. En smuk ung kvinde.