Set-besøg på Kollektivet

Trollhättan, Sverige. Vi stiger ud af bussen, der netop har transporteret os til et svensk filmstudie for at besøge optagelserne til Thomas Vinterbergs næste film, Kollektivet. Vi står foran en halvstor betonbygning. Over indgangen er der et skilt, hvor der står ’Film i Väst’, og det er her, flere af Lars von Triers film er optaget.

Inde i bygningen er der, i dagens anledning, sat et fladskærms-tv op foran to rækker af klapstole. Skærmen fungerer som en monitor, der viser, hvad der sker inde på settet, som desværre er for småt til os journalister. Højtaleren kratter. Der kommer et billede frem på skærmen, og straks er man henført til en anden tid. 70erne.

De sidder lige der. I en stue med et dæmpet og varmt lys. Luften er tyk af røg over bordet, hvor der også står flere flasker øl, en enkelt flaske vin og en brunlig tekande af keramik. Dagsordenen bliver diskuteret, og stemmerne hæves. Én bliver så påvirket af situationen, at han begynder at græde. Da en lille pige kommer ind til bordet, bliver de alle pludseligt afbrudt af en knitrende stemme, der kommer fra en skjult walkie-talkie. Det er Vinterberg, der har et par kommentarer, før scenen igen kan fortsætte.

Rundt om bordet sidder bl.a. Fares Fares, Lars Ranthe, Trine Dyrholm og Ulrich Thomsen. Filmen, de optager, handler om ægteparret, Anne og Erik, som starter et kollektiv i Eriks gamle barndomshjem. De inviterer deres venner til at bo sammen med dem, men deres fantasi om et fælleskab begynder at skride, da Eriks unge elskerinde også flytter ind.

Vinterberg er selv vokset op i et kollektiv, men historien er kun løst baseret på instruktørens egne oplevelser. Han beskriver, hvordan den hollandske kostumier ramte plet med udtalelsen: "I guess this film is not based on a true story, but a true feeling." Selv kalder Vinterberg filmen for: "En kærlighedserklæring til en tid, som ikke er længere."



På en lille rundvisning i kulissen, mens filmholdet har frokostpause, fortæller scenograf Niels Sejer, hvilke tanker han har gjort sig. Snakken falder på akademikerhippier og rødvin. Der er også flyttekasser her og der, for i dagens scener er kollektivet næsten lige flyttet ind i huset med de mosgrønne vægge.

- Hoveddrivkraften for mig, var en længsel efter et orange, dunkende hjerte rundt om et bord af mennesker, der råbte og skreg, havde det sjovt, var ekstremt begavede og dyrkede det, de havde tilfælles, fortæller Vinterberg senere.

Det er netop dén stemning Vinterberg får skabt i scene 45, som vi lige har set en del af. Ulrich Thomsen har fået et beige babyfløjlsjakkesæt på, og det er nervøs velour og masser af strik, der præger påklædningen. Umiddelbart er det lige, hvad man forventer af en film om et kollektiv i 70erne. Den klichéfyldte forventning om, hvad sådan en film indeholder, har Vinterberg dog forsøgt at undgå: "Mao er på min not-to-do-liste," og han fortsætter: "Vi har sådan et filter, der trækker hampeplanter, fællessang, Mao og røde faner fra filmen. For det er det, man forventer af en kollektiv-film."



Vinterberg holder sig i det socialrealistiske univers, som hans tidligere succeser Festen og Jagten, til trods for et spring i tiden. Om de åbenlyse klichéer ved en 70er-film så er helt undgået, eller om et enkelt knæhøj karse har sneget sig ind, må tiden vise.

Kollektivet får premiere den 14. januar.