Louder Than Bombs: "En film for hele familien"
Vi mødte Joachim Trier til en snak om premiereaktuelle Louder Than Bombs. Den norske instruktør debuterer på engelsk med dramaet, der har flere internationale stjerner på rollelisten.
Trier har tidligere instrueret de kritikerroste film Reprise og Oslo, 31. august. Begge film stiller spørgsmål ved meningen med livet og har en særlig visuel stil. Bl.a. lægger Trier vægt på at illustrere tankestrømme ved brug af montager og voice-overs. Den stil kan også opleves i 'Louder Than Bombs', der handler om sorg i en familie, og hvordan minder opleves meget individuelt.
Hvordan fik du idéen til Louder Than Bombs?
Det burde være et enkelt spørgsmål. Vi (manuskriptforfatter Eskil Vogt og Joachim Trier, redk.) havde en masse idéer efter vores første film 'Reprise'. Eskil og jeg satte os ned og diskuterede hvilken type af karakterer, vi havde lyst til at udforske. Langsomt fik vi en følelse af, at der er en type familiedrama, vi ikke selv havde set nogen gode versioner af i lang tid. Den type film Woody Allen lavede før i tiden. Da jeg voksede op, kan jeg huske, at jeg så 'The Breakfast Club'(1985), og mindet om den hang ved i idéudviklingen. Vi ville lave en karakterfilm, som tog mennesker i forskellige aldersgrupper alvorligt. Så begyndte 'Louder Than Bombs' at tage form.
Det føles næsten som tre generationers film i én. Især i forhold til portrætteringen af teenageren Conrad og referencen til 'The Breakfast Club'.
Jeg er virkelig vild med 80erne og de gode teenagefilm fra samme periode. Det er noget, jeg elsker fra USA. At ungdom og popkultur fik lov til at betyde noget dybere, smukt og kommercielt på samme tid. Det høje og det lave. Det er jeg meget inspireret af. Vi lavede ret meget research på Conrads virkelighed. Vi besøgte en highschool, for vi var lidt bange for, at alt vi vidste om USA kom fra 'The Simpsons'. Haha. Eksempelvis cheerleaders. Fandtes de? Eller var det bare noget fra 80ernes ungdomsfilm? Men de findes. Også i skolerne med kulturelitens børn, som filmen handler om. De er sådan nogen mytologiske væsener, også i highschool. Det synes jeg er interessant.
Føler du, at Louder Than Bombs er en mere voksen film end dine to tidligere?
Ja og nej. Filmen handler også meget om forældregenerationen, som er i 60erne i 'Louder Than Bombs'. Den er både ældre og yngre. Jeg er selv blevet ældre og har gerne ville lave en film for hele familien i den forstand, at den repræsenterer flere generationer. 'Reprise' og 'Oslo 31. August' var mere generationsfokuserede film, som tog meget popkultur fra en generation ad gangen. Men i 'Louder Than Bombs' er der både farens 80er-, new wave- og worldmusik. Og samtidig lillebroren Conrad, der er optaget af alle mulige computerting. På den måde er det mere et mishmash af referencer.
I filmen bliver der brugt mange forskellige virkemidler såsom drømmescenarier, voice-over og tv-optagelser. Hvilke overvejelser har du haft om at bruge dem?
Jeg føler at mange oplever en meget fragmenteret virkelighed i dag. Vi bliver dagligt udsat for en masse billedreferencer af vores nære og fjerne omgivelser, meget umiddelbart i vores virkelighed hele tiden. Sideløbende med en naturlig fornemmelse af andre mennesker. Den sindstilstand er en moderne sensitivitet, vi lærer at prøve at portrættere. Et helt konkret eksempel er, at vi alle sammen tænker fremad hele tiden. Mens vi sidder og taler med en anden, kan tanker om drømme og hvad vi skal senere på dagen poppe op. Derudover ser vi konstant nyheder på telefonen. Alle de ting udgør en fragmenteret virkelighed, som alligevel er gestaltet her og nu. Det lyder måske lidt prætentiøst – men kan man ikke bruge det til noget? Kan man ikke finde en fortælleform i film, der viser det?
Den fragmenterede virkelighed kommer også til udtryk i forhold til de tre mænds forskellige minder om Isabelle. Hvor ofte oplever du selv, at have en anden hukommelse af en situation, i forhold til andre?
Hele tiden. Jeg er meget optaget af minder, og jeg husker skræmmende mange detaljer fra hele mit liv. Også fra tidlig tidlig barndom. Det går op for en, at minderne bevæger sig med alderen. De ændrer sig til at fortælle nye historier. Gennem film kan jeg få lov til at reflektere over det. Film er jo også minder i sig selv og har en iboende melankoli. Det, at turde at stå i det og det blik. Det er i spillefilmen – hvorfor ikke bruge den energi til at sige noget om mennesker i en historie? Det at bruge formen – det synes jeg er ret spændende i denne her film.
Isabelle Hupperts karakter er perifer, men filmen bliver en rejse ind i hendes sind via andre mennesker. Der er en tavs henvendelse til publikum i en særlig scene, hvor hun kigger direkte i kameraet. Her bliver man konfronteret af hendes tilstand og person på samme tid.
Det er det eneste skud i filmen, jeg selv har lavet. Fotografen sagde: ”Du bliver nødt til at gøre det.”. Så jeg satte mig helt tæt på Isabelle med kameraet, så vi kunne se hinanden i øjnene. Og så filmede vi tre minutter. Det var det største øjeblik i mit liv. Jeg sidder på en kasse med et kamera og skyder 35 mm. Hvor længe kan man gøre det endnu? Der spilles Bach i baggrunden, og Isabelle havde forberedt en tankestruktur, hun kunne gå igennem. Hun holder sig hele tiden på kanten, og man kan ikke helt definere, hvor hun er. Da jeg sagde cut, kigger hun på mig og siger: ”I didn’t blink!”. Haha. Hun er super virtuos som skuespiller.