Tomb Raider skal instrueres af nordmand

Men hvem skal spille Lara Croft?
Lara Croft Tomb Raider: The Cradle of Life
(© Lara Croft Tomb Raider: The Cradle of Life/Paramount Pictures)

Lara Crofts unge år er genstand for den nye Tomb Raider-film, som ifølge The Hollywood Reporter har fået en instruktør tilknyttet.

Norske Roar Uthaug, der imponerede internationalt med katastrofefilmen Bølgen, er klar til sin amerikanske debut med filmatiseringen af det populære computerspil.

'Tomb Raider' har i filmøjemed allerede to værker på bagen, hvor Angelina Jolie udfyldte rollen som kvindelig Indiana Jones med markante fortrin.

Den nye film kommer til at skildre begyndelsen for eventyreren, hvilket også er udgangspunktet for et kommende computerspil.

Spørgsmålet er nu, hvem der skal overtage rollen som Lara Croft fra Jolie?

Uanset hvad bliver det næppe en let opgave for en ung skuespillerinde, der unægteligt vil blive sammenlignet med den nu 40-årige Hollywood-stjernes præstation.

Tomb Raider-rebootet har endnu ingen premieredato.