9 gysere i 2016

Næste år i biografen
Billede
(© Pride and Prejudice and Zombies/Lionsgate)

I 2016 bliver biograferne overtaget af gengangere, zombier og lede modeller, der er klar til at skræmme livet af publikum.

Filmene i denne oversigt er rene gysere, men flere af næste års premierefilm har elementer af horror, så derfor har vi set bort fra Victor Frankenstein, Underworld 5Ghostbusters og Gåsehud, der nok primært er science fiction, action og komedie.

Her er et overblik over gysere i 2016.

The Forest
En amerikansk kvinde bevæger sig ind i japansk skov for at finde sin forsvundne tvillingesøster. Det er udgangspunktet for gyseren, der har Natalie Dormer fra The Hunger Games: Mockingjay - del 2 i hovedrollen.

Sorgenfri/Magnus Jønck

Sorgenfri
Danmark kan også være med på gyserfronten, og årets bidrag er en fortælling om en mystisk virus, der breder ud i byen. Mille Dinesen og Troels Lyby er blandt de medvirkende.

Pride and Prejudice and Zombies
Hvis man fandt kombinationen af historie og monstre fascinerende i Abraham Lincoln: Vampire Hunter, så vil man muligvis også kunne lide 'Pride and Prejudice and Zombies'. Filmen er en bearbejdning af Seth Grahame-Smiths roman, der blander Jane Austens romantiske klassiker med grufulde zombier.

The Ring 3: Rings
Det amerikanske remake af den japanske nyklassiker Ringu fik en efterfølger i 2005. Nu er tredje kapitel på vej, og den kvindelige hovedrolle spilles nu af Scream 4-skuespillerinden Aimee Teegarden.

The Neon Demon/Scanbox

The Neon Demon
Danske Nicolas Winding Refn udforsker den mørke del af modelbranchen i fortællingen om Jesse, der rejser til Los Angeles, hvor hun møder markant modstand blandt en gruppe skønhedshungrende kvinder. Vi tror på gys i den mere David Lynch-inspirerede ende af genren.

The Conjuring 2: The Enfield Poltergeist
Den første film, Nattens dæmoner, blev tidligere på året kåret som den mest uhyggelige film af brugerne på kino.dk, og i 2016 er efterfølgeren klar til at skræmme livet af biografpublikummet. Kvaliteten lader til at være på niveau med etteren, idet både instruktøren James Wan og hovedrolleindehaverne Patrick Wilson og Vera Farmiga alle vender tilbage.

A Man in the Dark
Manden bag den nye udgave af Evil Dead fortsætter i samme uhyggelige genre med en fortælling om en gruppe teenagere, der bryder ind hos en blind mand for at foretage den perfekte forbrydelse... blot for at opdage, at noget er helt galt!

Patient Zero
Natalie Dormers anden gyser i 2016 befinder sig i zombiegenren og har Hunger Games-kollegaen Stanley Tucci på rollelisten. Overlevende efter en virus-pandemi forsøger at finde en kur ved at opspore den oprindelige smittebærer.

A Cure for Wellness
Et europæisk wellness-center bliver genstand for uhyrligheder i gyseren, der har Dane DeHaan og Jason Isaacs på rollelisten. Instruktøren har tidligere stået bag de tre første Pirates of the Caribbean-film.