James Bond: Værst til bedst - del 3
Det begynder at blive svært. At pege på de mindst vellykkede og de absolut bedste Bond-film er til at have med at gøre.
At rangere midterfeltet blandt 24 film er en mere besværlig størrelse.
Under alle omstændigheder er niveauet ved at være højt.
Nedenstående titler ville jeg alle rangere som 4-stjernede bidrag til filmhistorien, men med et spænd på 45 år er der tale om vidt forskellige film om den ikoniske karakter.
Heldigvis.
>>Se de næste film (nr. 10-5)
<<Se de foregående film (nr. 19-15)
14. On Her Majesty's Secret Service (1969)
Sammen med Live and Let Die, Octopussy og The Living Daylights var den sjette James Bond-film blandt de største skuffelser i mit gensyn med serien, hvis ikke den største. Jeg huskede den for fremragende alpine begivenheder, tilsat den helt rette Bond-stemning, og selvom filmen leverer på mange fronter, er den et ujævnt indslag og ikke det hovedværk af en Bond-film, jeg erindrede. Scenerne fra de schweiziske alper er stadig strålende, hvad enten den handlekraftige agent skal flygte ned ad bjerget eller angribe Blofelds snedækkede højborg. Fotograferingen af skuddueller, slåskampe og helikoptere på baggrund af bjergetinder og en usandsynlig blå himmel er intet mindre end fantastisk, og filmens sidste scene er et godt bud på den mest modige afslutning på nogen Bond-film. Desværre er George Lazenby ikke nogen god James Bond. Charmen mangler, og det må siges at være et problem for karakteren, der heller ikke får specielt godt modspil af de kvindelige af slagsen - fra Diana Rigg til de 12 bogstaveligt talt hjernevaskede dødsengle, der i det hele taget synes at høre hjemme i en anden film. Faktisk går det bedst for Lazenby, da han forklæder sig som slægtsforskeren Sir Hilary Bray for at komme tættere på Blofeld. Aldrig har James Bond været tættere på Inspector Clouseau. Desværre står den første time stille, og grundlæggende vakler 'On Her Majesty’s Secret Service' under sin massive spilletid på 142 minutter. Lazenby er hverken nogen Sean Connery eller Roger Moore, og de resterende action-scener står ikke mål med dem fra Alperne. James Bond-film er som regel nogenlunde tidløse, men trods ikoniske scener har tiden været mindre flink ved George Lazenbys solomission.
13. Licence to Kill (1989)
Forestil dig, at 'Licence to Kill' er en amerikansk actionfilm fra 80erne med Jeff Bridges i rollen som en politimand, der skal hævne mordet på sin makker. Morderen, en sadistisk narkobaron, er ikke let at retsforfølge, og vores helt indleder en ikke-autoriseret, personlig hævnjagt. Undervejs møder han en selvstændig, handlekraftig kvinde, og sammen møder de talrige farer til lands, vand og i luften. Toppen af kransekagen er en afsluttende jagt med lastbiler på smalle bjergveje, der i øvrigt er en overlegen demonstration af lydefri action. Jeg har tidligere været efter andre James Bond-film for at være for lidt Bond og for meget en traditionel actionfilm. 'Licence to Kill' fungerer, fordi den netop ikke forsøger at være begge dele. Efter introsekvensen er der ikke meget, som minder om det velkendte univers. Timothy Dalton får ganske vist besøg af Q (og imponerer det modsatte køn af flere omgange), men Agent 007 er så indædt rasende, at karakteren minder mere om Martin Riggs end en kølig britisk agent. Stort set hele filmen foregår desuden i Florida eller Mexico, og volden er mere udpenslet end i andre Bond-film. Det hele emmer af en solid amerikansk actionfilm, som havde man indspillet et sidestykke til Lethal Weapon-serien uden humor, og for purister kan ’Licence to Kill’ være et frustrerende bekendtskab. På en måde er det forsimplede univers en befrielse. På den anden side lykkes stilskiftet bedre i Casino Royale 17 år senere.
12. For Your Eyes Only (1981)
Efterfølgeren til Moonraker er en modreaktion på forgængeres over-dimensionerede natur. Den 12. Bond-film har færre gadgets, og stilen er mere kontant. I åbningsscenen gør James Bond kort proces med Blofeld, da han smider sin kørestolsbundne ærkefjende ned gennem et skorstensrør fra en helikopter, og scenen er toneangivende for resten af begivenhederne. Roger Moore ser skarpere ud end nogensinde, og ved helikopterroret udstråler han al den selvsikkerhed og glimt i øjet, der gjorde ham til en fremragende James Bond. Fotograferingen er ren og klar, og helikopterscenen er fermt skruet sammen. Tendensen fortsætter resten af filmen. Bonds Lotus Esprit eksploderer få sekunder før, han skal bruge den i en biljagt, som i stedet foregår i en Citroën 2CV. En længere skijagt, der overgår en beslægtet scene i 'On Her Majesty’s Secret Service', inkluderer både en skihops-rampe og en bobslædebane, og så kan man se James Bond og Melina Havelock (Carole Bouquet) bliver trukket gennem et koralrev i hajfyldt farvand. Med andre ord udnyttes de fysiske rammer til fordel for dingenoter og selvkørende gondoler. De mange forfølgelser er desuden grundigere udført end sædvanligt, og på mange måder er 'For Your Eyes Only' indbegrebet af John Glen, der endte med at instruere fem Bond-film i træk. Prisen er en dårligere historie. Den er mildest talt noget rod, og der er ikke meget krudt i Julian Glovers skurk. Flere karakterer er desuden overflødige. Ikke mindst den omvandrende katastrofe, skøjteprinsessen Bibi (Lynn-Holly Johnson), der må være den værste karakter, som nogensinde har betrådt en Bond-film. 'For Your Eyes Only' skal ses for sine ofte sublime action-scener, og kan man se bort fra manuskriptet, er den blandt periodens bedste film om Agent 007.
11. Skyfall (2012)
På papiret er 'Skyfall' seriens mest luksuriøse indslag. Sam Mendes er den første Oscar-vinder i instruktørstolen, og fotografen, Roger Deakins, har været Oscar-nomineret 17 gange. Underlægningsmusikken er komponeret af Thomas Newman (12 Oscar-nomineringer), action-eksperten Stuart Baird har redigeret, filmen er udstyret med en Oscar-vindende titelsang (der passer perfekt til den imponerende titelsekvens), og Javier Bardem er den første Oscar-vinder i skurkerollen, siden Christopher Walken foldede sig ud i A View to a Kill. Talentmassen er ikke forgæves. Den visuelle stil nærmer sig det udsøgte, og action-scenerne har en stoflighed, der udvisker de rodede minder fra forgængeren og CGI-indtrykket fra Die Another Day. Daniel Craig bærer den anarkistiske James Bond med stil, og udover et klassisk Bond-øjeblik med komodovaraner, er han filmens bedste kort. Kort sagt er 'Skyfall' en velsmurt helhed, men enkelte metaltrætte dele kaster grus i maskineriet. Plothullerne og utroværdige elementer skurer, fordi den tager sig selv mere seriøst end andre Bond-film. Eksemplerne er talrige. "Verdens bedste snigmorder" (Ola Rapace) er pænt dårlig til sit job; Jarvier Bardems gebis er en farce og det samme er hans minutiøse kendskab til Londons undergrundssystem; Den nye Q (Ben Whishaw) fremstår naiv, imens han dækker over manuskriptets mangler med replikker i stil med "It’s amazing what you can do with a computer."; M flygter over heden i ly af mørket, men vælger alligevel at tænde en lommelygte, så enhver se, hvor hun er. Der er flere skavanker (kemien mellem Bond og Moneypenny glimrer ved sit totale fravær), og det værste er, at de fleste kunne være taget i opløbet. Det skete desværre ikke. De mange fodfejl bliver endnu mere frustrerende, når 'Skyfall' gør så mange ting rigtigt.
11. You Only Live Twice (1967)
'You Only Live Twice' er selve ideen om en James Bond-film. Filmen ligger til grund for de fleste parodier på Agent 007 fra Simpsons-afsnittet 'You Only Move Twice' til Dr. Evil i Austin Powers. Blofeld (Donald Pleasence) kan tildeles det meste af æren. Som en ægte superskurk vil han overtage verdens-herredømmet ved at spille USA og Sovjetunionen ud mod hinanden, og den slags gør man naturligvis bedst fra en gigantisk base i en udslukt vulkan. Storhedsvanviddet har kronede dage. Det er en fornøjelse at se Bond-serien dyrke sine egne kendetegn, når en bro forsvinder under en håndlanger for at blive fortæret af piratfisk. Efter fem film i træk er Sean Connery begyndt at se træt ud, men på trods af flere slibrige replikker end sædvanligt, er han stadig som født til rollen. Stemningen er klassisk Bond, og det gør ikke så meget, at historien halter, når det afsluttende angreb på vulkanen inkluderer ninjaer og fodsoldater, imens rumskibe køres i stilling udenfor Jordens atmosfære. Filmen mangler en mindeværdig Bond-pige, en bedre åbningsscene og et plot med mere fremdrift for at være blandt de bedste film i serien, men skal man forklare nogen, hvad der foregår i en Bond-film, er 'You Only Live Twice' et godt sted at starte.
>>Se de næste film (nr. 10-5)
<<Se de foregående film (nr. 19-15)